Fortsæt til indhold
Biler

Minibilerne rasler ned i pris

Det skyldes, at næsten alle mærker lokker med klækkelige rabatter.

Danskere på udkig efter en ny bil i miniklassen har en historisk chance for at gøre et godt køb.

Forhandlere og importører har kastet sig ud i noget, der bedst kan betegnes som en nådesløs priskrig: Stort set alle mærker har siden årsskiftet tæppebombet avislæsere og internet-brugere med fristende tilbudsannoncer. Og der lokkes ikke med småtterier som gratis gulvmåtter eller alufælge til halv pris: Kontante rabatter på 15.000 – 20.000 kr. er mere reglen end undtagelsen.

Prisfaldet er en konsekvens af den intensive interesse i den mindre mikroklasse, hvor bilpriserne er faldet med 20 pct. på fire år.

De små biler er blevet meget bedre

»Spændet mellem mikrobilerne og minibilerne var blevet for stort, og da de mindste bilmodeller samtidig er blevet meget bedre, er importørerne tvunget til at sætte de lidt større biler ned i pris,« siger markedsanalytiker, Jan Lang, Bilbasen, der forklarer, at mange importører også har bestilt for mange biler hjem.

En af de mest aktuelle nedsættelser, Seat Ibiza, som netop er blevet faceliftet, fås fremover fra 115.000 kr. Med den nye pris på Ibiza får kunderne op mod 10 pct. rabat i forhold til de nuværende priser i resten af 2012.

Men det er ikke kun de mest fornuftige biler, som er nedsat. Mini har barberet 34.000 kr. af den billigste Mini, som nu koster 199.000 kr. Til den pris får du en Mini One med 75 hk.

»Salget går mere sløvt efter afgiftsindgrebet, så, hvis importører og forhandlere skal nå deres salgsmål, kræver det, at de gør noget dramatisk,« mener Jan Lang.

I stedet for privatleasing

Samtidig er det blevet vanskeligt at lave attraktive privatleasingpriser, så den salgsform stort set kun er relevant for de dyrere biler.

»Derfor er prisnedsættelser det væsentligste værktøj, hvis man skal have et hurtigt salg. Der er ingen romantik på bilmarkedet. De glade dage er slut,« siger Jan Lang.

Men er faren ved et udsalg for biler ikke, at man træder kunder, der for nylig har købt bil til fuld pris, over tæerne?

»Helt klart. Konsekvensen af de store prisnedsættelser slår 100 pct. igennem på brugtpriserne. Udgangspunktet for brugtprisen er den lavest mulige fællesnævner, og så kan køberne godt vinke farvel til 20.000 kr. hvis nyprisen er faldet så meget,« siger Jan Lang.