BMW X5 er en bil til enhver lejlighed. Men hvem skal betale regningen?
Det går lidt tilbage for elbilerne i Europa. Kunderne vil stadig gerne køre benzinbiler og gerne som plug-in-hybrider. Efter en uge i BMW X5 med det bedste fra benzinens verden og lydløs eldrift forstår man hvorfor. Dens store problem er prisen.
Hovedparten af de europæiske bilkøbere vil stadig gerne have den komfort, der er i at kunne tanke benzin lynhurtigt, og tøver med en fuldt elektrisk bil, hvor der skal bøvles med kabler og ledes efter en stander med strøm.
At der også er langt mellem lademulighederne, behøver man blot at køre syd for Hamborg og væk fra motorvejene for at opdage, så egentlig kan det ikke undre, at elbilerne har det svært på mange markeder i Europa.
Samtidig er mange tilskudsordninger for at fremme elbilerne enten opbrugt eller skrottet, og tilbage står elbiler, der er dyre i indkøb. En elbil er samtidig relativt dyr i forhold til fossile biler i lande med et mere almindeligt system for bilafgifter end i Danmark.
Herhjemme har mange skiftet til el, men kunder, der har brug for meget lang rækkevidde og har et stort dagligt kilometerbehov, foretrækker ofte en plug-in-hybrid eller en klassisk diesel.