Fortsæt til indhold
Biler

Priserne på skandaleramt Fisker Ocean fortsætter med at rasle ned

Brandudsalg hos Fisker resulterer nu i endnu større rabatter. Alle de nye priser fra det konkurstruede firma figurerer nu på virksomhedens hjemmeside, men de sælges helt uden garanti.

Fisker Inc. er på vej mod en sandsynlig konkurs, og nu sælger virksomheden helt nye biler med ekstreme rabatter helt uden garanti, og på brugtmarkedet falder priserne, i takt med at panikken blandt eksisterende ejere breder sig.

Fredag formiddag kunne Jyllands-Posten fortælle, at Fiskers brandudsalg af lagerbilerne havde bredt sig til Danmark. Her annoncerede den danske afdeling rabatter på op til 197.650 kr.

Man havde bare ikke nået at opdatere siden med de relevante tilbud, men det er sket nu. Og der er endnu større besparelser.