Få elbiler – men stor spændvidde
374 elbiler fik nummerplader på i maj. Det er samlet set få biler, men salget fordeler sig på mange modeller. Kinesisk MG-elbil viser sig på listen, mens VW-trillinger er på retræte.
Tesla Model 3 regerer stadig på toppen af elbiltronen i Danmark – fulgt af klassiske pænt sælgende modeller som VW e-Golf og Hyundai Kona Electric, men under toppen bobler en bred underskov af nye elektriske modeller. Sådan tegner billedet sig for salget af elbiler i maj.
Her blev der afsat 374 stk. Det er i sig selv ikke imponerende og matcher stort set det beskedne aprilsalg på 373 stk. Til sammenligning blev der solgt 422 elbiler i maj i fjor.
Salgstallene skal dog også ses i lyset af den nærmest historisk lave afsætning af nye biler over en kam, hvor coronakrisen lagde en solid dæmper på nyvognssalget, der i maj var på 11.400 biler.
Efterlyser handling
Der er dog positive takter, for hvis man ser på andele, så udgjorde elbilerne 3,1 pct. af totalsalget i maj i år, mens det var på 2,4 pct. i maj fjor.
Hos De Danske Bilimportører mener adm. direktør Mads Rørvig, at der skal mere til for få omstillet danskerne, og han efterlyser klare retningslinjer.
»Salget af elbiler viser, at danskerne har holdt fast i de grønne ambitioner på trods af krisen. Men hvis den overvejende positive udvikling skal fortsætte, er langsigtede stabile rammevilkår altafgørende for forbrugernes og bilbranchens tillid og dermed for vejen mod endnu flere grønne biler på vejene i 2020, 2021 og de følgende år. Og her skylder politikerne stadig svar på, hvad der skal ske med beskatningen af grønne biler fra næste år,« siger Mads Rørvig med henvisning til, at nuværende ordnings fritagelse af afgifter for elbiler under 400.000 kr. kun løber året ud.
Nye Kina-biler
På salgsfronten kan Tesla Model 3 notere et salg på 103 biler, mens der er afsat 51 stk. e-Golf og 46 stk. Hyundai Kona Electric. Interessant er også, at der ligesom i april er kommet en pæn sending hjem på 45 biler af e-Niro, der ellers er en model, som har en leveringstid på omkring et år. Samtidig har importøren, Nellemann, også fået nummerplader på de første otte stk. MG ZS EV. Det er en model, som for alvor introduceres nu, så det bliver interessant at se, hvor mange stk. af de kinesiskproducerede MG’ere, der dukker op på listen, når måneden er omme.
Audi er også godt med og har solgt 26 e-tron-modeller, mens klassikere som Renault Zoe og Nissan Leaf følger lige efter. Trillingerne VW e-Up, Skoda Citigo e iV og Seat Mii Electric er fordelt jævnt ud over listen med enkelte biler, og du skal ikke regne med at se meget mere til dem.
Produktionen fra fabrikken er nemlig begrænset, så modellerne er mindst udsolgt året ud. Skoda har helt fjernet Citigo e iV fra hjemmesiden, mens Seat skriver, at bestillinger på Mii Electric først kan leveres i 2021. VW kan tidligst levere e-Up til december. Til gengæld er der en bred vifte af mange modeller, hvor vi uden for listen bl.a. finder de Honda e og DS3 Crossback E-Tense, som vi også vil komme til at se mere til.
Lyt også til Jyllands-Postens bil-podcast ”Bilradio”.