Fortsæt til indhold
Biler

VW-bus får nyt liv på strøm

Det er nu muligt at få ombygget en klassisk folkevognsbus til eldrift helt originalt. Dermed følger VW bl.a. Jaguar og Aston Martin. Men prisen er høj.

Der er unægtelig langt fra lyden af en tøffende boxermotor til en nærmest lydløs elektrisk af slagsen. Men charmen kan man ikke tage fra den legendariske VW Samba-bus fra midten af 60’erne. Netop det faktum har været en af drivkræfterne bag, at Volkswagens egen eClassics-afdeling nu er gået i gang med at ombygge velholdte eksemplarer af bilen til eldrift.

Her er konceptbilen, e-Bulli, der bygger på en T1 Samba-bus fra 1966 den første model, som vises, men man kan skam også få ombygget nyere T2’ere og T3’ere.

Ny undervogn

Folkene hos Volkswagen er gået grundigt til værks med modellen, der bygger på samme teknologi som bl.a. den nye VW ID.3. Den oprindelige luftkølede boksermotor på 44 hk er her afløst af en elmotor på 83 hk, der med et moment på 212 Nm har næsten dobbelt så meget at gøre med som ophavet. Tophastigheden er med 130 km/t. også lidt mere end de oprindelige 105 km/t.

Elmotoren ligger bag i bilen på det sted, hvor den oprindelige boxermotor var placeret. Den yder 83 hk. Foto: VW

Ligesom i originalen er motoren placeret bagi.

Fabrikkens ingeniører har lagt batteriet på 45 kWh mellem akslerne og sænket tyngdepunktet i bilen, som på den måde får langt bedre køreegenskaber. Det skyldes dog primært den nye undervogn med et nyudviklet multiled hjulophæng samt justerbare støddæmpere. Desuden er der monteret et nyt tandstangsstyretøj og indvendigt ventilerede skivebremser hele vejen rundt.

Rækkevidden er dog forholdsvis beskeden med cirka 200 km i bilen, der ved hurtigladere kan klare op til 50 kW, hvilket betyder, at den kan lades op til 80 pct. på 40 minutter.

På den udvendige del er der sket ændringer med bl.a. full LED-forlygter og lade-indikatorer, som på afstand viser strømniveauet. Samtidig kan man få de nye farver Energetic Orange Metallic og Golden Sand Metallic til supplement af den tofarvede og delvist hvide lakering, der er mere i tidens ånd end de oprindelige.

I tråd med originalen

Kabine og instrumentering er blevet nænsomt opdateret. Centralt troner et nyt speedometer, som ligner det oprindelige, men nu har indikator for rækkevidde, trukket håndbremse og tilslutning af ladestik. Gearvælgeren sidder i en konsol mellem forsæderne, hvor stop/start-knappen også findes. Interiøret i den otte sæders kabine har fået en opgradering med træ i yachtlook og lyst læder, mens panoramafoldetaget kan skydes langt tilbage.

Kabinen er nænsomt opgraderet i den oprindelige ånd. Det nye speedometer ligner originalen, men det har bl.a. indikator for rækkevidde på el. Foto: VW

Ydermere kan man få en række oplysninger fra en tablet i tagkonsollen eller over en app. Lyddelen er pakket ind i retrostil, men topmoderne med DAB Plus og højttalersystem med bl.a. aktiv subwoofer.

Høj pris

En detalje er prisen, som starter fra 64.900 euro, eller omkring 484.000 kr., før danske afgifter. Det er dog uklart, hvor meget udstyr denne pris omfatter. Oveni kommer så donorbilen, og den er måske være svær at finde. Vi har set velholdte eksemplarer af Samba-bussen til omkring 500.000 kr. Så det kan godt løbe op at blive elektrisk på retrofronten.

Trenden med at ombygge de gamle klassikere til eldrift er også noget, som bl.a. Jaguar tilbyder med E-type og Aston Martin med DB6. Det er helt vilkårligt en udvikling, som har givet anledning til diskussion i klassikerkredse om, hvorvidt det er helligbrøde eller bare en naturlig konsekvens af udviklingen, som gør det muligt at køre i de klassiske biler i en tid med øgede emissionskrav.

Ifølge Motor Classic har det internationale veteranforbund, FIVA, dog fastslået, at en klassisk bil, der ombygges til eldrift, ikke længere er en klassiker.

VW har også vist konceptet for en elektrisk nyfortolkning af transporteren ID. Buzz. Men indtil den er på banen, findes altså det mere rendyrkede klassiske alternativ.

Lyt også til Jyllands-Postens bil-podcast ”Bilradio”.