BMW på AMG-Mercedes-jagt i de højere luftlag
Nye voldsomme BMW X3 M- og X4 M-modeller leverer 480 hk og hele 510 hk i en Competition-version.
Det virker nærmest naturstridigt at presse de stadig mere kraftfulde motorer i de høje SUV’er og crossovere. Men strømmen af sportslige modeller fortsætter støt, og hos BMW, der har de hurtige og sporsikre M-modeller som en mærkesignatur, er det helt naturligt at opgradere med en overbygning.
Det sker med de nye X3 M- og X4 M-modeller, som går lige i haserne på bl.a. AMG-Mercedes GLC 63 og GLC 63 Coupé, der leverer 367 hk, 476 hk eller 510 hk.
Det bliver den mest kraftfulde motor nogensinde i en BMW M-model. Her er tale om en nyudviklet 3,0 liters motor med TwinPower Turbo, der yder 480 hk, mens den endnu vildere M Competition-version med biturbo yder 510 hk. Begge har et moment på 600 Nm.
Hele pakken
De mange kræfter overføres til hjulene gennem den ottetrins Steptronic-automatgearkasse med Drivelogic, der hjælper med at overføre momentet mest effektivt. Den spiller sammen med det nye M xDrive-firehjulstræk, der debuterede i X5, som kom på banen i fjor. Det giver nok saft til, at M-versionerne begge klarer 0-100 km/t. på 4,2 sek., og Competition-udgaverne gør det på 4,1 sek.
Både X3 M og X4 M har som udgangspunkt baghjulstræk, men de kan hurtigt få alle fire poter med. Her fremhæver BMW, at samspillet mellem M xDrive-firehjulstrækket og det aktive M-differentiale på bagakslen fordeler motorkraften optimalt mellem de fire hjul for at få en optimal trækkraft og retningsstabilitet. I bedste M-ånd er der tre indstillinger af adaptive støddæmpere, der går i spænd med M-styretøj og -bremser samt 20 tommers M-letmetalfælge og M-udstødning.
Praktiske kraftkarle
Samtidig byder modellerne på sportssæder, læderindtræk, M-instrumentering, ekstra højttalere og navigationsanlæg. Senere følger en M-kulfiber eksteriør pakke med elementer i kulforstærket plast. De høje modeller byger sågar på 525-550 liters plads i bagagerummet og med mulighed for at trække 750/2.500 kg uden og med bremser.
De heftige BMW-modeller lander herhjemme til sommer. Danske priser og udstyr kendes endnu ikke.