Fortsæt til indhold
Biler

Motorlyden er magisk, og nu skruer tyskerne op for attituden i den ikoniske Audi TT

Audi TT RS med 400 hk får mere kant og flere muligheder for personlige aftryk.

Mere slag i bolledejen. Det gode, gamle danske udtryk dækker meget godt over den opgave, som Marc Lichte, der er Audis øverste designchef, er i gang med. Han skal give mærket mere kant hele vejen rundt, og nu er turen kommet til Audi TT.

Det markeres på TT RS-modellen, der kommer som coupé og cabriolet, og hvor den nye, mere markante front har større luftindtag, mens den nydesignede spoiler agterude supplerer ”Winglets” på siderne, RS-diffusere med lodrette elementer og to store ovale afgangsrør. Samtidig kan der tilkøbes elementer som sidepaneler eller sideblades i sort højglans eller aluminium.

Bagenden på TT RS er rundet af med en ny spoiler, opretstående diffusere og to ovale afgangsrør. Foto: Audi

Netop de markante designtræk vægter meget på denne model, da Marc Lichte har hentet inspiration til sin designfornyelse af Audi i de oprindelige sportslige Quattro-modeller fra starten af 80’erne. Den byder ydermere på full LED-forlygter, som kan opgraderes til de avancerede Matrix LED-forlygter med et mere præcist lys.

Hædret motor

RS’eren følger i slipstrømmen på de andre TT-modeller, som fik et facelift i efteråret efter fem år på markedet, men den får et mere markant udtryk, som signalerer, at det her er en bil med den femcylindrede motor på 400 hk. Den leverer et moment på 480 Nm, som overføres til Quattro-firehjulstrækket og kan flytte coupé-modellen fra 0-100 km/t. på 3,7 sek. og rækker til en topfart, der er begrænset til 250 km/t., men som kan hæves til 280 km/t.

Kenderne vil dog nok først og fremmest dvæle ved den specielle lyd fra den fembenede motor, hvor tændingsrækkefølgen er 1-2-4-5-3. På denne måde tændes cylindrene skiftevis lige ved siden af hinanden og langt fra hinanden, hvilket giver et helt specielt soundtrack for den firecylindrede 2,5 liters TFSI-motor, der i en stribe år og senest i fjor har hentet ”International Engine of the Year award”.

Virtuelt sportscockpit

Inden døre er der masser af RS-henvisninger, lige fra specielle sportssæder i alcantara med RS-logoer til Audis virtuelle, digitale cockpit, som er standard, og som omfatter en 12,3 tommer skærm, der giver informationer om bl.a. drejningsmoment og G-kræfter.

Kabinen byder på sportstrim og Audis virtuelle, digitale cockpit med RS-instrumentering. Foto: Audi

Her kan også opgraderes med en RS-designpakke med røde eller blå detaljer i interiør og instrumentering.

Audi TT RS Coupé og Roadster lander herhjemme senere på foråret. Danske priser og udstyr kendes ikke.

Artiklens emner
audi