Lego udvider vognparken med ny bil, der indeholder 334.544 klodser
Danske Lego er gået sammen med amerikanske Chevrolet og Warner Brothers om full size Silverado pickup, der følger hypersportsvognen Bugatti Chiron og Batman-bil i legoklodser.
Masser af Lego, ja, nærmest sækkevis. Det er, hvad der skal til for at bygge en bil i livestørrelse. Men det har der været masser af hos Lego, som endnu en gang har været med på den store internationale udstilling i bilbyen Detroit.
Her stod en full size-udgave af 2019-udgaven af kæmpepickuppen Chevrolet Silverado 1.500 LT og strålede. Det er, ud over Chevrolet, studerende fra noget så eksotisk som the Oxford Community School’s First Lego League og Detroit’s Ralph Waldo Emerson Elementary’s A World in Motion Program, som står bag kunstværket.
Her har 18 specialtrænede Lego Master-byggere brugt mere end 2.000 timer på at håndudvælge placeringen af hver af de 334.544 klodser på modellen, som også har unikke arbejdslys og grafiske detaljer. Den store model blev designet og samlet i Legos Model Shop i Enfield, Connecticut.
Det er ikke tilfældigt, at bilen kommer nu. En Silverado High Country er nemlig en del af handlingen i den kommende “The LEGO Movie 2: The Second Part”, som får premiere snart.
Legos samarbejde med Chevrolet og Warner Brothers begyndte i 2017 med ”The Lego Batman Movie”. Så kort før den første Lego-film havde premiere, stod der også en fuld skala-model på biludstillingen, nemlig en Batmobil. Og for et halvt års tid siden var Lego også på banen med en fuld størrelse-model af den dyre 16-cylindrede Bugatti Chiron, der endda kunne køre selv. Her var brugt intet mindre end 1 mio. klodser i bilen, der har en elmotor med en effekt svarende til 53 hk.
Bugatti Chironen findes også i en mindre, men alligevel anseelig størrelse, da den er en del af Legos Technic-serie.