Sektionsguide
Se her, hvordan avisen er opbygget, og hvilke sektioner og tillæg der er med på den enkelte dag.
1. sektion
Jyllands-Postens 1. sektion er opbygget som et dagligt nyhedsmagasin, der sikrer det aktuelle nyhedsoverblik og samtidig giver ekstra journalistiske kvaliteter i form af features, baggrunde, interviews og analyser.
Her dækkes samfund, politik, internationale forhold, kultur, sport og opinionsstof, hvor vi garanterer en både kvalificeret og fri debat.
Indblik Weekend
Indblik Weekend er vores store søndagsmagasin, der har fokus på at give gode og enestående læseoplevelser.
Vi samler op på ugen, der er gået, og vigtige aktuelle historier sættes i perspektiv. Der er også fokus på kulturelle begivenheder samt på tendenser i tiden, der kan både fascinere og inspirere dig.
Erhverv
Erhverv er nyheder, baggrund og analyse for dig, der ønsker det reflekterede og sammenhængende billede af erhvervslivet og økonomien – i Danmark og globalt. Erhverv afdækker de nyeste tendenser i forretningslivet.
Erhverv Weekend
Erhverv Weekend er ugens store, perspektiverende sektion for den erhvervsinteresserede læser.
Her finder du ugens bedste erhvervshistorier, overblik og interviews kombineret med et fokus på karriere og diverse erhvervsrelaterede temaer.
Biler
Biler giver den gas med de seneste bilnyheder og grundige testkørsler, brugbare forbrugertips og inspirerende interviews.
Vi har styr på ladetider og rækkevidder, kopholdere og komfort. Så kan du styre sikkert igennem dit næste bilkøb eller ræse afsted på drømmenes landevej i de nyeste superbiler.
JP Bøger
JP Bøger bringer dig tæt på forfatterne, beskriver tendenser i tiden og bugner af anmeldelser, klummer og inspiration til nye oplevelser og indsigter.
Det handler om livet, døden, kærligheden og de afgørende valg, vi hver især træffer i tilværelsen. Når litteraturen er bedst, gør den os klogere på vores eget liv og den samtid, vi er en del af.
Rejser
Rejser udforsker nysgerrigt verden med guides til weekendture og fantastiske naturoplevelser, rejsenyheder og globetrotteres tips til din kommende udflugt.
Vi møder mennesker, der bevæger sig både fysisk og mentalt, og som satser alt i Sahara eller spiser godt i Stockholm. Så ved du, hvor turen skal gå til næste gang.
Bolig
Bolig besøger mennesker med sans for at indrette sig, uanset om det er med designermøbler eller loppefund, i villaen eller sommerhuset.
Vi guider til alle de nye tendenser inden for arkitektur og design med et stilsikkert blik for velpolstrede sofaer, energioptimerede ruder og blomstrende haver, så du altid er inspireret til at forny dit hjem.
Hjernesport
Som et afbræk fra læsningen er Hjernesport til dig, der holder af sudoku, krydsord, logiske hovedbrud og andre hjernevridere.
Der er opgaver nok til en sjov og udfordrende weekend, og så kan du vinde pengepræmier i nogle af krydsordene, som et ekstra incitament til at få trænet de små grå.
JP Aarhus*
JP Aarhus rejser de vigtigste samtaleemner i Aarhus og omegn med særligt fokus på politik, kultur, debat og erhverv.
Samtidig fungerer sektionen som guide for aktive mennesker, der vil vide, hvad der sker i lokalområdet netop nu.
JP Aarhus Weekend
JP Aarhus Weekend udkommer i avisen om lørdagen, og udfolder kulturlivet i landets næststørste by endnu mere.
Vi har fokus på mad, sundhed, eftertanke og oplevelser, og inspirerer til at bruge byen og området i weekenden og den kommende uge.