»Samspillet med kunderne er vores drivkraft. Det er det, vi lever af«
Ifølge administrerende direktør Marianne Bedsted er Salling helt klar til en sikker genåbning, når myndighederne giver lov.
Siden den 18. marts, hvor regeringen gav storcentrene besked på at lukke ned, har Salling kun kunnet tage imod fysiske kunder i Salling Super og i bageren. Men hvis myndighederne gav lov, kunne hele Salling Stormagasin være klar til at åbne i morgen. Sådan lyder beskeden fra administrerende direktør Marianne Bedsted.
»Der arbejdes simpelthen på højtryk for at gøre klar til en så sikker åbning som overhovedet muligt, både for vores kunder og vores medarbejdere,« siger hun.
Ud over de tiltag, vi kender fra supermarkederne, som hovedrengøring, håndsprit ved alle indgange, afstandsmærker og plexiglasplader ved kasserne, er Salling også i gang med at træne alle medarbejdere i, hvordan de sikkert kan udføre deres arbejde i coronatider.
»Afdelingslederne arbejder med at træne og forberede medarbejderne, for eksempel i, hvordan vi kan sikre at holde afstand og stadig rådgive. Før vi lukkede ned, tog vores kunder utrolig flot hensyn, og det tror jeg bestemt vil fortsætte. Men hvis man glemmer det eller bliver for ivrig, forbereder vi os på, hvordan man bedst håndterer det, så det er så sikkert som muligt, når vi åbner op igen,« siger Marianne Bedsted.
Det har voldsomt store økonomiske omkostninger, og ingen ved, hvad den nye normalitet bliver, når vi åbner igen.Marianne Bedsted, administrerende direktør for Salling
Kundekontakt er drivkraften
Samtidig er stormagasinet klar til at sætte begrænsninger på antallet af mennesker, der kan være i butikken ad gangen.
»Vi har 20.000 kvm i Aarhus, hvilket betyder, at vi har plads til rigtig mange. Men vi kan også styre antallet, for vi har tællere ved alle indgange, så vi ved hele tiden, hvor mange der er i stormagasinet,« siger Marianne Bedsted.
Hun vurderer, at det vil være lige så sikkert at handle i Salling som i supermarkeder eller mindre butikker. Derfor glæder hun sig til igen at kunne slå dørene op, når myndighederne giver lov.
»Sikkerheden er vigtig for os, og vi følger selvfølgelig myndighedernes udmeldinger, men det er klart, at vi glæder os til at åbne helt og komme i gang igen. Samspillet med kunderne er vores drivkraft. Det er det, vi lever af,« siger Marianne Bedsted.
Økonomiske konsekvenser
Selv om direktøren vurderer, at sikkerheden er i orden, vil hun ikke forholde sig til, om regeringen skulle have givet lov til at åbne storcentrene allerede. Men hun konstaterer, at det har store konsekvenser at holde størstedelen af Salling lukket.
»Det har voldsomt store økonomiske omkostninger, og ingen ved, hvad den nye normalitet bliver, når vi åbner igen. Det er et nyt marked, og vi ved ikke, hvordan forbrugsmønstrene bliver. Der er mange konsekvenser, ikke blot nu, men også når vi åbner igen,« siger hun.
Også det forsøger de at forberede sig på.
»Vi prøver at se fremad og spekulerer på, hvordan markedet kommer til at se ud på den anden side. Vi bruger vores kompetencer, ser på erfaringerne fra andre lande og følger i det hele taget med. Jeg tænker på det næsten døgnet rundt,« siger Marianne Bedsted, der også bekymrer sig om, hvor dybt krisen vil påvirke resten af erhvervslivet og samfundet som helhed.
»Der er mange bekymringer og ting, man skal forholde sig til. Jeg synes, det er en udfordrende tid. Jeg har prøvet meget, men denne situation er ny for alle, og man skal træffe helt andre beslutninger, end man er vant til. Jeg har et stort ansvar for rigtig mange medarbejderes hverdag,« siger hun.
Særlig sammenhængskraft
Der er dog også også ting at glæde sig over i krisetiden.
»Man mærker en ekstra sammenhængskraft mellem hinanden, både blandt ledere og medarbejdere, og man tænker ekstra meget på, hvor meget man betyder for hinanden,« siger hun.
Mens Salling har været lukket, har mange medarbejdere skiftet funktion og har f.eks. hjulpet til med det ekstra arbejde på netbutikken. Mange er kommet med kreative idéer, og rigtig mange har givet udtryk for, at de glæder sig til at komme tilbage. Det er kommet til udtryk i mails og i interne Facebook-grupper, hvor det meste af kommunikationen foregår lige nu.
»Man bliver husket på, hvor god en hverdag vi egentlig har. Det er dejligt at opleve,« siger Marianne Bedsted.