Fortsæt til indhold
Tennis

Her er Wozniackis modstandere i den store sæsonfinale

Wozniacki skal op imod verdensetter og ukrainer, som danskeren aldrig har slået tidligere.

Caroline Wozniacki skal finde sit øverste niveau, hvis hun skal spille sig videre fra sin indledende gruppe ved sæsonfinalen, WTA Finals, der spilles i Singapore.

Her er sæsonens otte bedste spillere samlet og opdelt i to grupper.

Wozniacki er havnet i den røde gruppe med den rumænske verdensetter Simona Halep, Elina Svitolina fra Ukraine og franske Caroline Garcia.

Caroline Wozniacki møder mandag eftermiddag (ca. kl. 15.00 dansk tid) Elina Svitolina i sin første kamp ved sæsonfinalerne i Singapore, og det er en modstander, hun aldrig har besejret i tre forsøg.

Hun har tabt til hende i to finaler i år. Både i Dubai og i Canadian Masters blev det til nederlag.

»Der er en første gang for alt, men hun har tabt tre kampe ud af tre. Hun kunne, hun skulle, have vundet kampen i Dubai, og Caroline følte også, at hun var bedre den dag. Nu håber vi på, at hun går ind til kampen og spiller mere frit, server godt og lukker ned for Svitolinas styrker,« siger Wozniackis træningsmakker og assisterende træner Sascha Bajin til TV2 Sport.

Wozniacki fører 3-2 i de indbyrdes opgør med Halep, og danskeren har en 2-0-statistik i ryggen, når hun skal møde Caroline Garcia.

Den hvide gruppe indeholder spillerne Garbiñe Muguruza, Karolina Pliskova, Venus Williams og Jelena Ostapenko.

Alle fire spillere møder hinanden indbyrdes i grupperne, før der spilles semifinaler og finale.