Fortsæt til indhold
Tennis

Wimbledon øger sikkerheden ved årets turnering

I lyset af de seneste måneders terrorangreb i London er der ekstra sikkerhedsforanstaltninger ved dette års Wimbledon.

Der kommer til at være yderligere sikkerhedsforanstaltninger ved dette års Wimbledon-turnering i England.

Det skriver ESPN.

I lyset af de seneste par måneders terrorangreb i London vil der bl.a. være opstillet betonklodser rundt om de køer af mennesker, der ligger i kø for at få billetter til den attraktive turnering, lige som der på anlægget vil være flere kontrolsteder.

»Der er bare mere og mere sikkerhed hvert år,« siger Wimbledons adm. direktør, Richard Lewis, til ESPN.

Der er ikke en umiddelbar trussel rettet mod turneringen, fortæller britisk politi - men alligevel vil der i år være mere synligt bevæbnet politi, flere grundige gennemsøgninger af tasker og tøj, bombe-hunde og civile betjente blandt publikum.

Flere spillere - herunder bl.a. Gael Monfils, Angelique Kerber, Novak Djokovic og Rafael Nadal - fortæller, at de er glade for den øgede sikkerhed, og at de generelt føler sig sikre på anlægget.

»Der er meget mere sikkerhed end for et par år siden. Jeg føler mig tryg - arrangørerne tager virkelig deres job seriøst,« har Angelique Kerber udtalt.

Ifølge ESPN betaler arrangørerne af Wimbledon mere for øget sikkerhed, end hvad myndighederne ellers har anbefalet.