Fortsæt til indhold
Tennis

Mod rasende russer gjorde Tauson det til to ud af tre

Clara Tauson er klar til anden runde af US Open.

NEW YORK

Tirsdag kunne være blevet en skelsættende dag i international tennis.

På blot fem kvarter blev Venus Williams skilt ad med 1-6, 1-6 af den relativt upåagtede Greet Minnen, og ville den 43-årige amerikaner mon så indstille karrieren efter næsten 30 år som professionel og næsten 100 grand slams?

Nej, Venus Williams lod på det efterfølgende pressemøde forstå, at det dårlige resultat var et udslag af uheld og dårlige forberedelser, så hun har tænkt sig at spille videre.

Hvad vil være den udslagsgivende faktor, når du beslutter dig for, hvad du skal lave bagefter?

»Det ville jeg ikke fortælle dig, så… Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke, hvorfor du spørger.«

Godt en time forinden havde Clara Tauson været noget mere meddelsom omkring en dag, der vitterligt var blevet skelsættende for dansk tennis.

For første gang i over 20 år, siden Australian Open 2023, optrådte tre rødhvide spillere i singlerækkerne. Efter sejr til Caroline Wozniacki og nederlag til Holger Rune mandag fik Clara Tauson regnskabet til at ende i plus, da hun igen beviste det store potentiale ved at ekspedere Anastasia Potapova ud af årets sidste grand slam med 7-6, 3-6, 6-3.

Selve kampen var omskiftelig, både hvad angår overtag og kvalitet, og også derfor var sejren over verdens nummer 27 en vigtig markering for Clara Tauson, der selv var oppe som nummer 33 for halvandet år siden, men derefter har bøvlet gevaldigt med skader og stagnation.

Anastasia Potapova var da også mildt sagt utilfreds med forløbet. Undervejs brokkede hun sig, opførte små melodramatiske forestillinger som forsmået dronning og sluttede af med at smadre ketsjeren i jorden og kyle den langt væk efter sidste bold.

Anastasia Potapova havde tydeligvis forventet en del mere af sig selv og rejste fra New York med en ketsjer færre i bagagen. Foto: AFP

Anderledes fornøjet var Clara Tauson naturligvis:

»Hun stiller mig mange tarvelige spørgsmål inde på banen i forhold til spillet og spiller rigtigt godt, men jeg får løst det godt og spiller en god kamp.«

De to spillere kendte hinanden på forhånd, og den slags matchninger kan gå begge veje.

Det kan blive magisk, fordi ingen af dem vil tabe og derfor tvinger sig selv op på det allerhøjeste niveau.

Det kan blive makværk, fordi ingen af dem vil tabe og derfor forkramper i fejlagtige beslutninger og dårlige slag.

Begyndelsen pegede desværre udelukkende i den kedelige retning.

Ingen af de to holdt igen – den slags ligger ikke i deres tennis-DNA, men forsøgene på selv at afgøre boldene resulterede mestendels i fejl på fejl. Boldene sejlede skævt, langt og i nettet, mens der på begge ender blev sukket, hovedrystet og stampet i jorden.

Til deres forsvar gælder, at spillerne jo var yderst bevidste om den andens kvalitet rent offensivt, så de følte sig helt sikkert tvungent til at søge grænserne i bestræbelserne på at forære den anden initiativet med en halvslatten, kort bold ned midt i banen.

Ikke desto mindre endte seks af de første partier med brud, Clara Tauson vandt denne lille interne duel med 3-2 uden dog for nogen måde at have sikret sig et markant overtag, for sådan i det små begyndte Anastasia Potapova at gøre sig berettiget til sin placering som nummer 27 i verden.

Russeren havde slagene og spilforståelsen til at udradere Clara Tauson, når blot hun holdt sig fra de uprovokerede svipsere, men det gjorde hun så bare kun i små glimt, og afslutningen blev lige så omskiftelig med tre brud, en brændt sætbold af Tauson og udligning til 6-6.

Inden tiebreaken skulle danskeren dog have behandlet foden, som havde fået hende til at skære tænder kort forinden, men trods et vrid i anklen kunne hun fortsætte og snuppe første sæt.

Andet sæt blev en gentagelse af det første med tre breaks i fem partier, men med modsat fortegn, og med momentum på sin side snuppede Anastasia Potapova det fortjent med 6-3.

Som noget af et stilbrud fulgtes de så pludselig ad til 3-3, hvorefter Clara Tauson brød på sin syvende breakmulighed – et afgørende øjeblik, som banede vejen til et møde med amerikanske Peyton Stearns på torsdag.