Wozniacki har fundet sin træner – og det er et velkendt navn
På sin 33 års fødselsdag mødte Caroline Wozniacki for første gang pressen siden offentliggørelsen af sit comeback til toptennis.
WIMBLEDON
Tirsdag fyldte Caroline Wozniacki 33 år.
Dagen begyndte, som en fødselsdag skal begynde – med kage og hygge med familien, men derfra lod hun ægtemanden, David, og børnene, Olivia og James, passe sig selv.
Hun tog ind på Wimbledon-anlægget. Dels for at spille sin første kamp i invitationsturneringen for tidligere topnavne, dels for at møde pressen for allerførste gang siden nyheden om, at hun har tænkt sig igen at blive en aktiv stjerne i stedet for en pensioneret en af slagsen.
Comebacket overraskede alle bortset fra de nærmeste, og derfor måtte Caroline Wozniacki da også svare for sig på både engelsk, polsk og dansk.
Du har jo slået fast, at du vil spille med om de allerstørste trofæer, men har du styr på alt det praktiske. Hvem skal træne dig? Din far?