Reaktion fra Djokovics far: »Mordforsøget på verdens bedste sportsmand er slut«
Tilfredshed i Australien, men raseri i Serbien, efter at Novak Djokovic søndag blev sendt ud af Australien med et stempel som en trussel imod ro og orden.
Serbiske Novak Djokovic rejste til Australien for at jagte sin 10. Australian Open-titel, men endte med at blive smidt ud af landet. Stemplet som en talisman for vaccineskeptikere og en generel trussel imod ro og orden.
Søndag aften stiger den 20-dobbelte Grand Slam-vinder om bord på et Emirates-fly med kurs imod Dubai.
Mandag skulle Novak Djokovic have spillet første runde på det blå underlag, men i stedet bliver hans plads overtaget af den italienske tennisspiller Salvatore Caruso, der har fået en uventet chance for at deltage i Australian Open. Caruso er nummer 150 i verden og ikke i nærheden af verdensetteren Djokovics niveau, men til gengæld er han vaccineret imod covid-19.
Søndag forsvandt den sidste mulighed for Novak Djokovic for at blive i landet, da tre dommere ved en retshøring i Melbourne afviste serberens ønske om at få omgjort landets immigrationsminister Alex Hawkes beslutning om at annullere tennisspillerens visum.
Beslutningen blev truffet af sundhedsmæssige og sikkerhedsmæssige årsager og for at opretholde ro og orden, hvilket var i befolkningens interesse.
Tre dommere var enige i, at Australiens regering juridisk handlede inden for lovens rammer, da den fredag erklærede Novak Djokovic for uønsket i landet.
»Hans tilstedeværelse i Australien kan tilskynde, at færre mennesker bliver vaccineret og får en boostervaccine,« lød argumentationen fra immigrationsminister Alex Hawke, da han annullerede tennisspillerens visum.
Et citat fra 2020
Den australske regering havde fundet og brugt et citat fra april 2020 til at dokumentere, at Novak Djokovic er imod covid-19-vaccination.
»Jeg er imod vaccination. Jeg ønsker ikke at blive tvunget af nogen til at tage en vaccine for at kunne rejse og konkurrere,« sagde Novak Djokovic i en video på et tidspunkt, da vaccinen endnu ikke var opfundet.
Regeringen henviste i retten til en artikel i BBC, hvor Novak Djokovic også var citeret for at sige, at han »ønskede muligheden for selv at bestemme, hvad der er bedst for min krop«.
Under søndagens retssag blev han beskrevet som »en højtprofileret uvaccineret person«. Regeringen argumenterede i sin beslutning om at ophæve serberens visum desuden med, at Novak Djokovics tilstedeværelse i Australien kunne betyde »uro, som man tidligere har set i Australien, demonstrationer og protester, som i sig selv kan resultere i spredning af virus i befolkningen«.
Demonstrationer på gaden
Det endte som en selvopfyldende profeti for den australske regering. I de dage, mens Djokovic var på fri fod i Melbourne og brugte timer på tennistræning, var der ingen demonstrationer. Men da han fik annulleret sit visum og for anden gang blev tilbageholdt på et hotel, gik vaccinemodstanderne på gaden i Melbourne og forlangte ham sat fri.
Novak Djokovics advokater sagde i retten, at der aldrig tidligere havde været optøjer i forbindelse med tennisturneringer, og de argumenterede med, at det kunne skabe endnu mere uro at sende ham ud af landet.
Retten tog ikke stilling til, om regeringens argumenter var holdbare, blot at regeringen havde ageret inden for lovens rammer, da den har en ret til at afvise personer, som den mener udgør en sikkerhedsmæssig risiko. Dermed blev alle argumenter fra Djokovics advokater afvist.
Serberen kunne i princippet have forsøgt at få sagen prøvet ved landets højesteret, men det kunne ikke lade sig gøre rent tidsmæssigt, inden turneringen skulle gå i gang, og derfor gav det ingen mening.
Australiens premierminister er tilfreds med afgørelsen.
»Beslutningen blev truffet af sundhedsmæssige og sikkerhedsmæssige årsager og for at opretholde ro og orden, hvilket var i befolkningens interesse,« sagde Scott Morrison.
Utroligt skuffet
Novak Djokovic var naturligvis ikke glad for afgørelsen.
»Jeg er utroligt skuffet over domstolens beslutning om at afvise min ansøgning om en juridisk gennemgang af ministerens beslutning om at inddrage mit visum, hvilket betyder, at jeg ikke kan blive i Australien og deltage i Australian Open,« lød det fra Djokovic i en kort udtalelse.
I hjemlandet, Serbien, blev deportationen af Novak Djokovic modtaget med hård kritik fra blandt andet landets præsident, Aleksandar Vucic.
»De tror, at de har ydmyget Djokovic ved at behandle ham dårligt gennem 10 dage, men de har ydmyget sig selv. Djokovic kan komme hjem til dette land med hovedet holdt højt,« sagde Vucic.
Mere kontant lød det fra hans far, Srdjan Djokovic, på det sociale medie Instagram:
»Mordforsøget på verdens bedste sportsmand er slut. Novak fik 50 kugler i brystet.«