Fortsæt til indhold
US Open (tennis)

Skadet Naomi Osaka har meldt fra til French Open

Et ømt baglår betyder, at Osaka ikke har nok tid til at forberede sig på grusunderlaget i French Open.

/ritzau/

Den nykårede US Open-mester Naomi Osaka trækker sig fra French Open senere på måneden på grund af en skade.

Det skriver den 22-årige japaner i et opslag på Twitter og Instagram natten til fredag dansk tid.

- Desværre vil jeg ikke være i stand til at spille i French Open i år. Mit baglår er stadig ømt, så jeg har ikke nok tid til at forberede mig på gruset, skriver hun med henvisning til, at der spilles på grus i French Open.

- Disse to turneringer lå for tæt på hinanden for mig denne gang, skriver hun videre.

Det er blot seks dage siden, at Naomi Osaka lørdag vandt US Open i New York City.

Her var hendes venstre lår bundet ind, da hun slog hviderussiske Victoria Azarenka 1-6, 6-3, 6-3 i finalen.

- Jeg syntes bare, at det ville være meget pinligt at tabe det her på under en time, sagde Osaka efter kampen, da hun blev spurgt til comebacket.

- Så jeg var nødt til at gøre alt, hvad jeg kunne, og stoppe med at have en virkelig dårlig indstilling.

I løbet af US Open markerede Osaka sig desuden i forhold til politiske emner.

Således bar hun i alle syv kampe mundbind med navne på ofre for politivold på vej ind til banen i forlængelse af protester mod politivold og racisme i USA.

På vej ind til finalen bar hun et mundbind med navnet Tamir Rice, der var en 12-årig sort dreng, som døde efter at være blevet skudt af en hvid politibetjent i Ohio i 2014.

French Open bliver spillet i Paris fra 27. september til 11. oktober.