Fortsæt til indhold
Tennis

Tauson i topform scorer karrierens største pengepræmie

Clara Tauson spillede sig videre i Prag og har endnu ikke tabt en tenniskamp af betydning efter coronapausen.

/ritzau/

Det danske tennistalent Clara Tauson sikrede sig onsdag karrierens klart største pengepræmie, da hun avancerede til fjerde runde ved den igangværende Challenger-turnering i Prag.

17-årige Tauson, der er nummer 208 i verden, vandt i to sæt over polske Maja Chwalinska, der ligger nummer 228 på verdensranglisten. Tauson har dermed stadig ikke tabt en kamp af betydning efter coronapausen.

Onsdagens sejrscifre lød på 7-6, 6-2 efter godt halvanden times spil.

Tausons avancement til fjerde runde udløser en pengepræmie på 32.000 dollar - svarende til næsten 200.000 kroner.

Skulle hun vinde turneringen, venter en præmie på 48.000 dollar.

Allerede med de foreløbige præmiepenge har Tauson dog øget sin karriereindtjening betragteligt. Forud for turneringen i Prag havde hun i løbet af karrieren vundet i alt 51.434 dollar i præmiepenge.

Challenger-turneringen rangerer på næsthøjeste niveau i tennis.

Tausons næste opgave ved grusturneringen i Prag bliver Kristina Kucova i fjerde runde - svarende til ottendedelsfinalen.

Den 30-årige slovakiske spiller ligger nummer 173 på verdensranglisten.