Tennisstjerne giver 1.000 kr. for hvert servees til brandofre
Luftkvaliteten tjekkes forud for stor tennisturnering i Australien.
De voldsomme naturbrande i Australien kommer ikke til at udsætte sæsonstarten i tennis. Fredag indleder herrerne 2020-sæsonen med holdturneringen ATP-cup for landshold, der afvikles i de tre australske byer Sydney, Brisbane og Perth.
Der bliver dog holdt særligt øje med luftkvaliteten i Sydney, der er påvirket af røg fra de mange naturbrænde langs den australske østkyst, der har kostet 17 mennesker livet og ødelagt over 1.000 huse, ligesom tusindvis er blevet evakueret.
»Vi har medicinske eksperter på anlægget under turneringen, som rådgiver os for at sikre, at forholdene er i orden, og det er forsvarligt for spillerne at konkurrere, men også sikkert for tilskuerne, boldbørnene og de øvrige medarbejdere,« siger Tom Larner, der er turneringsdirektør i Sydney til avisen The Sydney Morning Herald.
1.000 kroner pr. es
Den australske tennisspiller Nick Kyrgios har opfordret det australske tennisforbund til at indsamle penge til de familier, der er påvirket af brandene. Han er selv gået i spidsen ved at love knap 200 australske dollars (knap 1.000 kroner) for hvert servees, han leverer i de kommende måneder.
»Det er meget tragisk, hvad der foregår, især omkring min hjemby Canberra, der er indhyllet i røg,« sagde Nick Kyrgios på et pressemøde torsdag i Brisbane.
Naturbrandene ventes at fortsætte i de kommende måneder, hvor det er sommer i Australien.
»Der er ikke udsigt til regn i de næste fire måneder, så det ser ikke ud til, at brandene vil blive slukket i den kommende tid. At se Canberra på den måde er virkelig hårdt,« sagde Nick Kyrgios.
Årets første Grand Slam-turnering, Australian Open, spilles fra den 20. januar i Melbourne.
Der er foreløbig ingen meldinger om, at den turnering vil blive påvirket af brandene, selvom de også hærger i nærheden af Melbourne.