Fortsæt til indhold
Tennis

Stjerner, fans og venner hylder Wozniacki efter farvel

Hyldestordene fra sportsfolk, fans og venner står i kø på Twitter.

Kort efter at den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki havde meddelt på Instagram, at hun stopper karrieren, stod stjerner og kendisser i kø for at hylde hende.

Den tidligere studievært Paula Larrain skriver på Twitter »Lykke til Caro, du har gjort det så godt og jeg er dig dybt taknemmelig for al den gode tennis, du har bidraget med. Gid solen må blive ved med at skinne på dig fremover!«

Tennisstjernen Serena Williams, der også er Wozniacks veninde, gav beskeden fem hjerter på Twitter.

Sportsfirmaet Adidas skriver »Sikke en rejse, det har været. Tak for at dele den med os. Og for at inspirere en helt ny generation af tennisspillere. Held og lykke med det næste kapitel i dit liv«.

Den tidligere professionelle tennisspiller Pam Shriver hæfter sig bl.a. ved Wozniackis måde at være på. »Tak for alt det du har udrettet på banen med stil. Gå nu ud som Sampra og Pennetta«.

Bokseren Paddy Barnes havde en kort besked. »Held og lykke, kammerat«. Samtidig postede han et billede af sig selv i selskab med Caroline.

Skiløberen Lindsey Vonn fokuserede også på tiden, der kommer. »Superflot karriere. Så meget at være stolt af. Nu skal du videre til næste kapitel«.

Den professionelle tennisspiller Andrea Petkovic kvitterede for Wozniackis udmelding med symbolet for bøn og et hjerte.

»Du vil blive savnet,« skriver svømmeren Jeanette Ottesen.

»Tak for en masse gode sportsoplevelser. Alt det bedste til dig og familien,« ønsker MMA-kæmperen Mark O. Madsen.

Caroline Woznioacki har dog ikke lagt ketcheren helt på hylden endnu, så fans kan stadig nå at se hende i action. Hendes sidste turnering bliver Australian Open i januar.