Fortsæt til indhold
Tennis

Løchte efter kvikt US Open-exit: Ikke jordens undergang

Frederik Løchte Nielsen tabte sammen med Joe Salisbury i første runde til det 13.-seedede par.

/ritzau/

Den danske tennisspiller Frederik Løchte Nielsen er færdig i grand slam-turneringen US Open, før den rigtigt begyndte.

Sammen med makkeren Joe Salisbury tabte han i første runde af herredoubleturneringen til det 13.-seedede par bestående af Julio Peralta og Horacio Zeballos.

Cifrene lød 4-6, 2-6.

Dermed kunne den relativt nye konstellation ikke leve op til den fornemme præstation i sommerens Wimbledon, hvor det blev til en plads i semifinalen.

Torsdagens kamp blev sat i gang som den første på US Open-anlæggets bane 8, og i den bagende middagssol fik Løchte og Salisbury en glimrende start.

Parret var foran med et servegennembrud, inden favoritterne fik overtaget og brød to gange til sejr i første sæt.

I andet sæt var Peralta og Zeballos bedst fra begyndelsen og brød ved første muligheder, og så forduftede spændingen hurtigt.

Løchte og Salisbury kunne ikke svare tilbage, og efter 66 minutter var konstellationen fortid i turneringen.

- Vi greb ikke vores chancer, og så løb det lidt ud i sandet, lyder det fra Frederik Løchte efter kampen.

- Vi var oppe med et brud i første sæt, men spillede så et lidt skidt parti til 4-4, og så fik de lidt mere gejst og spillede virkelig godt derfra.

Løchte, der vandt Wimbledon i 2012, var dog afklaret med, at det ikke blev til mere end en kamp i turneringen.

- De er jo er gode. De er 13.-seedede. Det er ikke jordens undergang at tabe til et par, der er specialister og spiller sammen hele tiden, lyder det fra den 35-årige dansker.