Tennisekspert efter »nervepirrende« kamp: »Jeg satser hele butikken på, at Wozniacki vinder«
Tenniseskpert Tine Scheuer-Larsen håber, at Caroline Wozniacki møder Simona Halep i finalen.
Caroline Wozniacki og hendes publikum nåede til sidst rundt i hele følelsesregistret, da den danske tennisspiller Caroline Wozniacki tidligt torsdag morgen spillede sig i finalen i årets Grand Slam-turnering, Australian Open, efter en sejr over Elise Mertens fra Belgien.
Det gjaldt også tennisekspert Tine Scheuer-Larsen, der beskriver kampen som »nervepirrende«.
»Caroline servede fantastisk godt. Hun spillede kampen for at vinde og fik sat sig på Mertens hurtigt, så hun ikke kunne komme ind og styre med sit aggressive spil. Det var en rigtig god kamp af Caroline, og hun viste stor styrke ved at komme sig over den afslutning, der var i andet sæt,« siger hun og fortsætter:
»Vi fik en meget ægte og menneskelig afslutning, da hun kom ud. Det viser bare, hvor mentalt stærk hun er, og hvordan rutinen kom hende til gode i den her situation. Det var en superfed måde at spille sig i finalen på.«
Før Wozniacki kunne hæve armene over hovedet i jubel efter 6-3, 7-6-sejren, skulle hun nemlig gennem en mindre krise. I andet sæt blev hun meget træt og nervøs, og hendes ben begyndte at ryste, fortalte hun efter kampen.
»Hun var superægte og fortalte, at hun havde været helt derude, hvor hun ikke havde kontrol. Det er vigtigt, at man kommer gennem modgang i stedet for bare at suse derudaf, og det er fedt at høre spillerne være så ærlige i stedet for bare at sætte en plade på. Nogle gange kan man godt glemme, at det bare er mennesker, der også kan have svært ved at håndtere en situation og tænke kontruktivt. Alligevel sad der en rutine på Carolines rygrad, som fik hende igennem. Hun har nogle værktøjer, som hun brugte helt fantastisk,« vurderer tenniseksperten.
Tine Scheuer-Larsen mener, at man skal have høje forventninger til en sejr til Wozniacki, der skal prøve kræfter med finalen for tredje gang.
»Jeg satser hele butikken på, at hun vinder. Der er ikke grund til andet. Hun er i topform. Hun har spillet virkelig godt i lang tid og bruger sine slag på nogle gode tidspunkter og server rigtig godt. Hun går ind og dikterer – og vigtigst spiller de vigtige point godt. Det var svært, da hun skulle lukke kampen, men hun fik alligevel hevet den hjem,« siger hun.
I skrivende stund afgøres det, hvem Caroline Wozniacki skal møde i finalen: Simona Halep eller Angelique Kerber.
Tine Scheuer-Larsen håber, at det bliver Halep, der møder Wozniacki på banen.
»Halep ligger lidt bedre til hende spilmæssigt. Umiddelbart har hun godt styr på dem begge, men det vil være en kæmpe stor ting, hvis det bliver Halep. Så er der både en Grand Slam-titel og en førsteplads på spil,« siger hun.
Finalen spilles lørdag kl. 9.30 dansk tid.