Forsvaret er på plads, så vi træner mere forsvar
Kvindelandsholdet i håndbold har et klart mål frem mod VM.
For en håndboldspiller er det ren lykke at mærke modstandernes voksende frustration over gang på gang at slå sig på en stærkt forsvar.
Men hvad er endnu bedre?
Det er pludselig at kunne ændre den defensive taktik og dermed blot forvirre det andet hold endnu mere, for nu havde det lige brugt en timeout på at udtænke modtræk.
Tanker som disse har i denne uge lagt bunden for halarbejdet på det danske kvindelandshold, der for første gang siden EM er samlet for dels at træne, dels at spille venskabsturnering i Frankrig.
Tre måneder er gået siden slutrunden i Sverige, men i stedet for at at køre videre på dampene fra den overraskende fjerdeplads og så ellers fylde mere af det samme brændstof på har landstræner Klavs Bruun Jørgensen altså tænkt sig at fylde ny lærdom i hovederne på sine spillere.
»Hvis vi fysisk er på niveau med de andre eller endda stærkere og så tilmed kan variere i forsvaret, bliver vi utroligt svære at spille mod, for så ved de andre hold, at det kommer til at gøre ondt, og at de hver gang skal skabe noget nyt,« påpeger Klavs Bruun Jørgensen.
»Det er selvfølgelig en balancegang, for vi kommer jo til at bruge tid, som vi kunne have brugt på at blive endnu tryggere ved vores primære forsvar, men vi er overbevist om, at det er langt bedre at have alternativer.«
Én skal længere frem
Helt konkret skal denne samling bruges til at teste den mere offensive 5:1-formation, hvor en af forsvarsspillerne ligger langt fremme for at forstyrre modstandernes opspil, og eksperimentet bliver kun sat i gang, fordi EM var så vellykket og gav så mange positive spor fremadrettet rent spillemæssigt.
Set udefra ville det ellers være oplagt at koncentrere sig om angrebsspillet, som til tider var for langsomt og usammenhængende, men som en af de store strateger ser Lotte Grigel megen fornuft i at bygge videre i den anden ende og så have lidt mindre fokus på offensiven:
»Vi træner jo også angrebsspillet, men dér vil vi automatisk blive langt bedre, når vi lærer hinanden endnu bedre at kende, for vi er stadig et ungt hold. Samtidig giver et godt forsvar en større ro i angrebet. Vi ved, at vi ikke skal score mindst 30 gange for at vinde, og så tør man oftere køre på en halvchance uden at tøve.«