Lukningstruet ligaklub kan genopstå
SK Aarhus lukker efter denne sæson, men arbejdsgruppe er klar med ny plan, der skal bringe Aarhus til toppen af dansk damehåndbold.
Aarhus skal have et hold med i toppen inden for damehåndbold.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra ligaklubben SK Aarhus. Efter planen lukker ligaklubben ned efter denne sæson, fordi hovedaktionæren Aktieselskabet CBH ved Claus Hommelhoff, har besluttet at indstille sin økonomiske opbakning til klubben.
Men et helt nyt eliteprojekt i Aarhus er på trapperne.
»Der foreligger nu en plan for, hvad der skal ske med det aarhusianske elitehåndboldmiljø på damesiden, når SK Aarhus lukker ved udgangen af denne sæson,« skriver klubben på sin hjemmeside.
Der er i første omgang indkaldt til et orienteringsmøde i den kommende uge i Aarhus. Her vil der komme yderligere oplysninger om planerne.
»Planen er ambitiøs og forudsætter, at Aarhus skal forene sig i et stærkt samarbejde, som skal igangsætte en proces, der kan bringe Aarhus til toppen inden for damehåndbold,« lyder det.
Det er uvist hvem, der vil løfte det nye projekt og hvad planen går ud på, men der bliver formentlig tale om et bredere holdsamarbejde end i dag, hvor SK Aarhus kun har én moderklub i skikkelse af Skovbakken.
»Et hovedelement i planen er, at der skal etableres et gensidigt givende samarbejde med alle håndboldklubber, der enten ligger i Aarhus eller vil orientere sig mod Aarhus. Centrale klubber bag talentarbejdet i Aarhus har allerede meldt positiv opbakning til planen, ligesom interessante personer og sponsorer er i spil,« skriver klubben.
Finansieringen er dog ikke på plads, fremgår det af meddelelsen.
»Planen kan imidlertid ikke realiseres uden opbakning fra en stærk gruppe af såvel nuværende som nye sponsorer,« skriver klubben.