Sammenhold skal rime på semifinale for Danmark
Fighterhjertet, holdmoralen og viljen til at blive ved kendetegner det danske kvindelandshold under EM i Sverige, og det er de værdier, der kan hjælpe Danmark mod en semifinaleplads.
Der har i perioder været fejlafleveringer på stribe, sløsede afslutninger i kontrafasen og usammenhængende forsvarsspil.
Ja, selv Danmarks bedste og vigtigste spiller, anfører Stine Jørgensen, viste i søndagens mellemrundekamp mod Norge tegn på svaghed, da hun noterede sig for på otte afbrændere og fem tekniske fejl.
Med andre ord er det ikke alt, der har spillet efter Klavs Bruun Jørgensens nodebog under EM i Sverige, men ikke desto mindre står det danske kvindelandshold – efter tre sejre i fire kampe – alligevel med gode muligheder for at avancere til semifinalen i Gøteborg.
Det er der mange grunde til, men en af forklaringerne bag den resultatmæssigt opløftende danske indsats i nabolandet har rødder i det psykologiske spil.
»Vi har fået en ny moral på holdet,« konstaterer målvogter Sandra Toft og forklarer, at moralen er kommet i takt med det, hun kalder det nye landshold.
Siden VM på hjemmebane i fjor har landstrænerduoen skiftet ud på i alt otte ud af 16 pladser. Flere erfarne kræfter som Rikke Skov, Ann Grete Nørgaard og Line Jørgensen er af forskellige årsager blevet erstattet af unge, urutinerede talenter som Anne Cecilie de la Cour, Line Haugsted og Mette Tranborg.
Selvom der hverken skal eller nødvendigvis kan sættes et direkte lighedstegn mellem talrige udskiftninger og en stærk holdmoral, mener landsholdets forsvarsgeneral, at sammenholdet kommer som følge af en homogen trup, hvor alle støtter hinanden.
Vilje og energi
»Vi står sammen fra bænk til bane, og det betyder utrolig meget for et hold. Vi er selvfølgelig stadig på vej, men vi kæmper og giver aldrig op. Der er en stærk vilje og en god energi i truppen. Vi arbejder os sammen ud af tingene,« siger Stine Bodholt og henviser til den norske chokstart i søndags.
I fredagens gruppekamp mod Tjekkiet var Danmark bagud både 13-9 og 21-18, men formåede alligevel at komme igen og vinde kampen.
Og i søndags mod Norge i den første mellemrundekamp var der knap spillet 10 minutter, før nordmændene stort set havde afgjort kampen med en føring på 6-0. Alligevel fik danskerne reduceret til 6-5, og da guldfavoritterne fra Norge igen stak af og bragte sig foran 15-9, tog danskerne igen fat i hinanden og kæmpede sig tilbage på 19-18.
Et udtryk for stor mental styrke på hele holdet lige fra fløj til fysioterapeut, mener Stine Bodholt.
»Vi har altid troen på, at vi kan komme tilbage. Det er kun os, der kan ændre på resultatet, og derfor er vi gode til at hive hinanden op og kæmpe videre,« siger Stine Bodholt.
Landsholdskollegaen Maria Fisker er enig. Hun mener, at holdmoralen og sammenholdet er bygget op over en periode og konstant udvikler sig i den rigtige retning.
»Fighterhjertet og viljen til at blive ved kendetegner os lige i øjeblikket, og det er en god værdi for et landshold. Vi kigger ikke altid på måltavlen, når tingene ikke kører. I stedet minder vi hinanden om at tage det roligt og tage en forsvarsaktion og en angrebsåbning ad gangen,« siger Maria Fisker.
Lærerigt nederlag
Fløjspilleren gik fra sin position på venstreflanken forrest i både engagement, power og aggressivitet i søndags mod Norge. Det var som bekendt ikke nok til en sejr, men danskerne lærte en masse, som de kan tage med mod både Rusland og Rumænien tirsdag og onsdag, lyder det fra Maria Fisker.
»Vi lærte igen, at det kan belønne sig at stå sammen og blive ved med at kæmpe i alle aktioner, selvom vi er langt bagud,« siger Maria Fisker, mens playmakeren Lotte Grigel supplerer:
»Det var flot kæmpet mod et af verdens bedste landshold. Vi rykkede sammen, da det gjaldt, og vi kan holde hovederne højt frem mod de næste kampe,« siger hun.