Fortsæt til indhold
Håndbold

Er man helt rundt på gulvet, hvis man taler semifinale for håndbolddamerne?

Den forsigtige optimisme bobler i den danske EM-lejr.

Det er mindst 20 gange 40 meter.

Så vidt er folk da enige, for de mål skal en håndboldbane have, men der hører samhørigheden så også op, når talen falder på gulvet i Malmø Isstadion.

Dér skal Danmark mandag spille sin første kamp til EM i damehåndbold, men indtil videre er der ikke noget at spille på, for det flytbare håndboldtæppe er endnu ikke rullet ud over det normale underlag.

Ifølge nogle skyldes det, at gulvet efter den seneste brug blev rullet forkert sammen og derfor er sværere at få lagt end vanligt.

Jeg kan tage grueligt fejl, det har jeg gjort før, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi vinder alle tre gruppekampe.
Jan Pytlick, tidligere landstræner

Andre mener at vide, at problemerne skyldes selve arenaen. At de normale temperaturer i et isstadion får gulvet til at slå sig, hvilket faktisk var tilfældet i den forgangne uges træningsturnering i Norge.

Og slutteligt forsøger det europæiske håndboldforbund at afblæse ethvert optræk til panik, ved at fastslå at holdene ikke har krav på at træne på hovedbanen før én dag inden første kamp, hvilket altså er søndag.

Alle kan dermed siges at være lidt rundt på gulvet, men trænet fik de danske håndbolddamer dog.

Forvist til kulden

Henvist til en mindre hal udstyret med temperaturer nær nul grader varmede de op med hænderne gemt i trøjeærmerne, men humøret var langt fra nede omkring frysepunktet.

»Jeg har en god mavefornemmelse, for mange ting har udviklet sig i den rigtige retning, man kan se lys for enden af tunnelen efter de seneste træningskampe,« fastslår Sandra Toft.

Målmanden henviste til det overvejende positive indtryk fra Møbelringen Cup for en uge siden, og koblet med bulletinerne fra de kommende modstanderne har det veltimede niveauløft fået Jan Pytlick til at drømme stort.

Bøvl for modstandere

Den tidligere landstræner noterer sig, at Montenegro har gennemført et generationsskifte, og Ungarn melder de to største profiler ude.

»Jeg kan tage grueligt fejl, det har jeg gjort før, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi vinder alle tre gruppekampe. I mellemrunden bliver det svært mod Norge, men Rusland har vi slået to gange, og Rumænien har tit problemer med motivationen efter et OL. Så hvis man er meget optimistisk, kommer Danmark i semifinalen, men det er nok mere tænkeligt, at vi kommer til at spille om at blive nummer fem eller seks,« vurderer Jan Pytlick.

Manden med opgaven at få forgængerens profeti til at gå i opfyldelse er Klavs Bruun Jørgensen.

Af princip vil han aldrig spå om placeringer og udspy nagelfaste målsætninger, men heller ikke han er upåvirket af medvinden:

»Min følelse er god. Det er ikke urealistisk at vinde alle tre puljekampe, og så åbner turneringen sig. Det vil stadig være svært at nå semifinalen, men vi vil være tættere på top otte. Det vil jeg ikke være tilfreds med, for det bliver jeg kun, hvis vi vinder hele molevitten, men vi vil være kommet et stort skridt videre.«