Sjælden målhelt: Dagen inden scorede jeg på 11 ud af 12 forsøg
Målmand Kasper Hvidt havde smugtrænet, inden han scorede to mål for KIF Kolding København.
Målmand Kasper Hvidt scorede til 25-24 og var dermed manden bag et point til KIF Kolding København på udebane i torsdagens opgør imod Århus Håndbold, der sluttede 25-25.
Måvogteren Kasper Hvidt blev den store helt, da han med to mål direkte på to lange udkast i slutfasen, var med til at redde et vigtigt point til KIF Kolding København. Først reducerede han til 23-24, og senere scorede han altså til 25-24.
Han havde forberedt sig ekstra op til kampen imod Århus.
»Jeg trænede det onsdag og lavede 11 mål på 12 forsøg, men det var også let, fordi der var ingen tilskuere, ingen måltavle, og ingen der stod og råbte: Skyd, skyd. Men nogle gange brænder man jo også,« sagde Kasper Hvidt.
Det var ingen tilfældighed.
Han vidste nemlig, at Århus Håndbold ofte tager sin egen målmand ud for at spille med en ekstra mand i angrebet. Det efterlader et tomt mål.
»Jeg har tidligere scoret to mål imod Århus på samme måde. Det har været Eriks (Veje Rasmussen, red.) varemærke i lang tid. Han har været pioner på området, og han gør det mere end andre. Jeg havde tænkt over det, at så snart jeg fik chancen, ville jeg skyde. Der er ikke tid til at tænke, gad vide om jeg rammer, eller om jeg ikke rammer. Man bliver nødt til at beslutte det på forhånd. Når jeg kan se, at målmanden er langt væk, så skyder jeg,« sagde Kasper Hvidt efter kampen.