Fortsæt til indhold
Håndbold

Det sagde landstræner Klavs Bruun i pausen

Håndboldlandstræneren er kendt for et heftigt temperament, og det var nok også det, som spillerne frygtede efter første halvleg.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen er kendt for sit flammende temperament og evne til at uddele skideballer.

Men det var ikke, hvad han benyttede sig af i pausen af opgøret imellem Danmark og Montenegro, selvom Danmark spillede dårligt og var bagud med 7-12.

Danmark spillede meget bedre i anden halvleg og var tæt på at nå helt op. Det endte med et nederlag på 21-23

Hvad sagde du i pausen?

»Tag den med ro,« sagde Klavs Bruun Jørgensen efter kampen.

Danmark lavede alt for mange fejl i første halvleg.

»Der var for mange tekniske fejl, og vi brændte for meget i første halvleg. I anden halvleg blev vores angrebsspil mere roligt. Vi fik flyttet dem mere rundt, specielt i midten, og det betød, at vi kom frem til bedre chancer,« sagde Klavs Bruun Jørgensen.

Han mener, at holdet viste god moral.

»Vi står med en bedre følelse end efter nederlaget til Ungarn. Vi viste stor moral. Forsvaret var godt næsten hele kampen. Der var selvfølgelig fejl, men det var bedre,« sagde Klavs Bruun Jørgensen.

Danmark kan nu se frem til at møde Sverige på søndag i 1/8-finalen. Et hold som landstræneren på forhånd helst ikke ville ramme ind i 1/8-finalen.

»Ja, det sagde jeg, men nu nytter det ikke noget at spekulere på, hvem det kunne blive. Vi skal møde Sverige, og det må vi forholde os til,« sagde landstræneren.

Han ser frem til at møde et mere traditionelt forsvar.

»Sverige dækker 6:0. Nogle gange har vi oplevet, at det er lettere at spille imod et 6:0-forsvar, fordi vi kender det. Men vi skal koncentrere os og arbejde hårdt for at få målene,« sagde Klavs Brun Jørgensen.