Et slag-sår knuste VM-drømmen
Ligaprofilen Anna Sophie Okkels er tom for ord efter en mystisk skade kostede VM.
»Hvad er oddsene for, at det skulle ske for mig?«
Ligaprofilen Anna Sophie Okkels nægtede i flere måneder at tænke på og tale om det forestående verdensmesterskab i Danmark. Jo, det var da fedt at være i fokus for sine mange gode præstationer, og jo, det var da dejligt at læse, at hun var i spil til en plads i VM-truppen, men hele efteråret handlede udelukkende om klubben, SK Aarhus. Så måtte alt andet komme senere.
Det eneste, som hun kunne gøre, var at fortsætte sit skyhøje niveau fra dameligaen og så krydse fingre for, at landstræner Klavs Bruun Jørgensen ville kigge mod Aarhus.
Og det gjorde han også. SK Aarhus-profilen var blandt de 19 spillere, der var udtaget til træningssamling og opvarmningsturneringen i Spanien i den netop overståede weekend. Så langt kom hun bare ikke. En infektion i et sår kostede hende turen sydpå, og da landstræner Klavs Bruun Jørgensen efter de tre testkampe i Spanien blev interviewet i TV2’s studie, sagde han de ord, der gjorde allermest ondt på SK Aarhus-skytten.
»Hun kommer ikke med i den første trup. Det kan jeg garantere,« sagde Klavs Bruun Jørgensen efter det uafgjorte resultat mod Spanien til bagspillerens store ærgrelse.
»Jeg vil godt kalde det en knust drøm. Det er en tom følelse. Jeg kunne lugte muligheden for at komme med til den slutrunde, som jeg så gerne ville være en del af. Jeg synes, jeg virkelig havde fortjent det, fordi jeg havde kæmpet mig frem,« siger Anna Sophie Okkels.
Det er så langt ude
Historien bag den mystiske skade går 14 dage tilbage, da Anna Sophie Okkels fik et spark over skinnebenet til træning. Dele af benet blev som forventet blåt og hævede op. Men til hendes store forbavselse gik der infektion i såret, og det kunne ikke fjernes med penicillin. Det skulle skæres væk. Derfor måtte hun indlægges på hospitalet i Hvidovre og vinke farvel til kammeraterne, der i stedet fløj til Gijon i Spanien for at overbevise landstræneren om, at de fortjente en plads i den eftertragtede VM-trup.
»Det er så surrealistisk at være til træning og ende på hospitalet uden at være herre over sin egen krop. Det sker jo aldrig, at der går infektion i et slag-sår. Det er så langt ude,« siger Anna Sophie Okkels, der anvender ordet »sindssyg« om den uge, hun lige har været igennem.
»Lige pludselig stod jeg og var lidt nervøs for mit helbred, samtidig med at jeg kæmpede for at komme til VM,« siger hun.
Håber på jokerrolle
Tirsdag skal dameligaens næstbedste skytte træne med i SK Aarhus, inden hun onsdag vender tilbage til landsholdslejren. For drømmen om VM er ikke helt væk endnu. Klavs Bruun Jørgensen har åbnet for, at 25-årige Okkels kan bringes i spil senere i turneringen, da landstrænerteamet har mulighed for at skifte ud undervejs.
»I angrebsspillet kan Okkels spille alle tre bagpositioner, hun er stærk i overgangsspillet og i en-mod-en-situationerne. Samtidig er hun tilpas uortodoks til, at hun også bliver uforudsigelig over for modstanderne,« har landstræneren tidligere beskrevet Anna Sophie Okkels, der dog selv har skruet forventningerne helt ned.
»Jeg tager det, som det kommer. Det ville være fedt, hvis han tog mig med som joker. Jeg vil vise, jeg er på toppen igen,« siger Anne Sophie Okkels.
Hun har kun været med til en enkelt samling og en enkelt kamp, siden Klavs Bruun Jørgensen overtog styringen i januar, og derfor er hun helt indforstået med, hvis hendes VM-slutrunde bliver oplevet fra sofaen.
»Selvfølgelig. Jeg kan sagtens forstå, hvis han føler sig for usikker ved at tage mig med,« siger hun.
VM begynder på lørdag, når Danmark møder Japan.