Fortsæt til indhold
Håndbold

Skjern vandt slaget om Vestjylland

En kamp mellem ærkerivaler i et fyldt Gigantium endte med den første titel til Skjern Håndbold siden 1999.

Nicolai Bang

»De her to hold kan ikke fordrage hinanden,« sagde en tilskuer til en dreng. Som for at understrege kampens betydning. Drengen, tilskuerens søn formentlig, sad på sine hænder og spjættede med benene.

»Nå,« svarede knægten. Alvoren var vist alligevel ikke gået op for ham.

En time og 10 udvisninger senere burde end ikke purken være i tvivl. Skjern Håndbold og Team Tvis Holstebro kan virkelig ikke døje hinanden, og så meget desto bedre føltes det for Skjern at hælde champagne på 16 års guldhunger.

Foran et fyldt Gigantium i Aalborg ragede de grønne vestjyder pokalen til sig ved årets Final4 med en sejr på 24-20 over Team Tvis, der inden opgøret havde vundet 16 kampe på stribe.

Skjerns første titel siden 1999. En forløsning. Ikke mindst for stregspiller Thomas Klitgaard, der spiller sin syvende sæson i klubben. 37 år gammel og nu titelbærer.

»Det er ubeskriveligt. Det er endnu federe, end jeg havde forestillet mig. Og jeg havde altså virkelig forestillet mig, at det var fedt. Emil Bergholt (18-årig holdkammerat, red.) var ikke født, da jeg begyndte at spille seniorhåndbold, og jeg kunne næsten ikke bære at stoppe karrieren uden at vinde en titel,« sagde Thomas Klitgaard, der netop har forlænget sin kontrakt med Skjern for et år.

»Nu er vi lige begyndt at vinde titler, og jeg tager gerne et par stykker mere.«

Afgørende målmand

De to hold fulgtes ad kampen igennem. Lasse Mikkelsen baskede ni basser ind for Skjern, mens Team Tvis i seks omgange spændte kontrabuen med Patrick Wiesmach som pilespids afslutter.

Afgørelsen faldt først i de sidste minutter, da Skjern satte målmand Søren Pedersen på banen. Ved stillingen 20-20 begyndte han at plukke den ene Tvis-afslutning efter den anden og al diskussion om, hvorfor målmanden er den vigtigste spiller på et håndboldhold, forstummede.

Ifølge Tvis-træner Klavs Bruun Jørgensen blev de to dommere dog også afgørende spillere i slutfasen.

»Det siger sig selv, at jeg er utilfreds med dommerne, når vi får en forkert udvisning og en tvivlsom fejlscreening på et ret kritisk tidspunkt. Især når man ser på, hvad der ellers foregår i kampen. Vi kan takke os selv for en del af nederlaget og de to i orange for den anden,« sagde træneren.

Han er i gang med sin sidste sæson for Team Tvis, inden han til sommer overtager gerningen som træner for det danske kvindelandshold. Han har nu kun to chancer tilbage for at vinde et trofæ med klubben: EHF Cup’en og mesterskabet.

Mellem brødre

Finalen var ikke blot en kamp mellem sultne ærkerivaler. Det var også en kamp mellem to brødre, Skjerns Morten Balling og Tvis’ Peter Balling.

Selv om Peter scorede fire mål mod Mortens tre, nappede Morten familiefredens trumfkort.

»Inden kampen tænkte jeg over det, men da vi gik i gang, var han bare en Tvis-dreng. Men jeg kan ikke afvise, at jeg vil bruge håneretten et par gange, og det giver en ekstra tand, når vi skal spille slutspil,« sagde Morten Balling.

Slutspillet begynder allerede på onsdag, hvor de to arvefjender mødes endnu engang.

For Skjerns vedkommende bliver det højst sandsynligt uden landsholdsveteranen Kasper Søndergaard, der under Final4 sad ude med en knæskade.

Men efter finalen ænsede han ikke at være ked af det på egne vegne. Triumfen var stor, selv fra bænken.

»Jeg er glad på Skjern Håndbolds vegne. Der er mange i Skjern, der aldrig har vundet en titel, så alle de gutter får en god fest i aften. Jeg var meget mere ærgerlig inden kampen, nu er jeg bare glad. Det betyder meget for klubben. Mere end folk uden for klubben aner,« sagde Kasper Søndergaard, der forventer en hyggelig, men rolig fest søndag aften.

»Jeg tror ikke, at der bliver involveret særlig meget alkohol, for vi har en kamp på onsdag mod Tvis igen. Hvis vi ikke vinder den, er vi nærmest ude af slutspillet.«