Fortsæt til indhold
Håndbold

Qatar i stor medieoffensiv

Det internationale håndboldforbund inviterer 240 journalister til VM i håndbold i Qatar med alt betalt. DHF afviser at være del i den aftale i et kontroversielt værtsland.

MIKKEL HEMMER-HANSEN

Det internationale håndboldforbund (IHF) inviterer 240 journalister til Qatar i januar med alt betalt for at dække VM i herrehåndbold.

IHF har sendt et brev til de 24 deltagernationers nationale håndboldforbund og bedt hvert forbund om at udpege og nominere 10 journalister, der kan komme med.

Journalisterne skal leve op til tre kriterier:

De skal have interesse for håndbold, repræsentere et medie og kunne skrive og tale engelsk.

Kan de det, får de til gengæld både flybilletter frem og tilbage og hotelophold betalt i Qatar.

Et stort antal

Henrik Brandt, direktør for Idrættens Analyseinstitut, stiller sig tvivlsom over for tilbuddet.

»Hvis man først håndplukker og derefter betaler for journalisterne, så skaber man en pseudobegivenhed. Så bliver det svært at få øje på den kritiske dækning,« siger Henrik Brandt, der er direktør for Idrættens Analyseinstitut.

Han fortæller, at det ikke er unormalt, at enkelte journalister fra mindre nationer inviteres med til store mesterskaber for at udbrede kendskabet til sporten.

Han har dog aldrig hørt om, at så mange journalister bliver tilbudt gratis rejser og ophold.

»Det lyder meget massivt med så mange inviterede journalister. Det virker lidt suspekt. Netop derfor er der ekstra meget brug for uafhængige journalister,« siger Henrik Brandt.

DHF vil ikke være med

Dansk Håndbold Forbund (DHF) afviser at fungere som mellemmand i denne sammenhæng.

Forbundet har ikke reageret på brevet fra IHF.

»Vi vil ikke videreformidle det tilbud. I DHF har vi den holdning, at vi ikke vil have tingene blandet sammen. Hvis vi deltog i det samarbejde, kunne man måske angribe os for at blande politik og sport sammen. Det ønsker vi ikke,« siger Per Bertelsen, der er formand for DHF.

Invitationen er underskrevet af IHF’s formand, egypteren Hassan Moustafa, men det fremgår ikke af brevet, om det er IHF eller Qatar, der betaler udgifterne. IHF har ikke tidligere inviteret journalister til slutrunder.

»Hassan Moustafa må gøre, som han vil. Men vi ønsker ikke at blande tingene sammen, og derfor vil vi ikke være en del af denne aftale,« siger Per Bertelsen.

Tilbuddet er kontroversielt, fordi der i forvejen er megen fokus på værtsnationen Qatar, der kritiseres for ikke at overholde menneskerettighederne og for at have bestukket sig til værtskabet for VM-slutrunden i fodbold i 2022.

»Vi kunne spare en del penge ved at sende vores pressemedarbejder og vores fotograf med på denne tur, men det ønsker vi ikke, så vi betaler selv deres rejse. Vi har på forhånd besluttet, at vi hverken gør mere eller mindre i Qatar, end vi plejer ved en VM-slutrunde,« siger Per Bertelsen.

DHF er blevet kritiseret for overhovedet at stille op i Qatar.

»Qatar er blevet valgt som vært af en række sportspolitikere, ligesom der også senere skal afholdes VM i fodbold. Vi tager derned for at spille håndbold, og en VM-slutrunde er vigtig for os. Men vi vil ikke blande politik ind i det. Man kan kalde os blåøjede og jubelidioter, men vi har gjort os nogle tanker om det her og forsøger at holde os ude af al politik,« siger Per Bertelsen.

Ikke alle har den sammen holdning som DHF. Det svenske håndboldforbund har således rundsendt IHF’s tilbud til landets håndboldjournalister.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra IHF.