Fortsæt til indhold
Håndbold

Helena Elver er landsholdets store stjerne og ansat i verdens bedste klub. Men hun kæmper med det samme som mange af os

Engang kæmpede Helena Elver mod grimme skader for at blive den håndboldstjerne, hun var spået til at blive. I dag er hun den stjerne. Nu kæmper hun for at sortere følelser og fakta, og det er hun ikke ene om.

ROTTERDAM

Helena Elver bruger ikke ordet, men hun kredser om det igen og igen.

Undertillid.

Det er i hvert fald, hvad forskere kalder fænomenet, hvor man undervurderer egne evner, selvom man er lige så dygtig – eller endda bedre – til det, man laver, end gennemsnittet.

Gælder det også Helena Elver?

En af de mest seværdige spillere i sin sportsgren. Ansat i verdens bedste håndboldklub. Den største stjerne på det danske landshold.

»Det er helt klart en af mine største svagheder – at jeg tvivler meget på mig selv,« siger hun.