Rørt Mikkel Hansen bad om et sekund til at sunde sig: »Til sommer er rette tid«
En af historiens bedste håndboldspillere annoncerede onsdag sit farvel til tophåndbold. Drømmen er at slutte med OL i Paris.
Mikkel Hansen slukkede sin lyserøde iPhone, tog en tår kildevand og tændte mikrofonen.
Iført hvid skjorte, sorte bukser, grå kondisko og vådt, langt hår stod håndboldstjernen på scenen og kiggede ud over forsamlingen af kameraer og ansigter.
Gad vide, hvad han reelt tænkte lige der? I et af de mest sårbare og definerende øjeblikke i hans liv. De tanker deler han nok aldrig med os.
Sådan er Mikkel Hansen. Det ved du. Han har altid beskyttet sig selv og sit privatliv. Luk øjnene, og se ham for dig i et interview. Ofte er du efterladt med flere spørgsmål end svar. Er du ikke?
Du kan glemme alt om gavmildhed, når det kommer til hans inderste tanker om politik, kunst eller penge. Forvent derimod generøsitet, hvis du ønsker en autograf, et foto eller at diskutere den sport, der har gjort ham til et af landets mest kendte ansigter.
Han kan lide at skille sig ud, men bryder sig ikke om opmærksomheden. Han er nem at lægge mærke til, men svær at tolke.
Normalt er han et kompliceret menneske, men onsdag var Mikkel Hansens budskab simpelt.