Cigarer og butikstyveri spillede ind, da Grønland kom med til VM
I deres første slutrunde siden 2001 er de grønlandske håndboldkvinder forberedte på store nederlag mod blandt andet Norge. men holdet er stolt over overhovedet at være med til VM og håber at kunne være inspiration for en ungdom, der slås med meget.
»Jeg gør det ikke for pengenes skyld, men jeg får virkelig meget ud af det. Grønlænderne har været så hjertevarme og har taget mod mig og min familie med åbne arme. Det har været en kæmpe gave, og med landsholdet har jeg også prøvet meget.«
Bijobbet som landstræner for Grønlands håndboldkvinder har allerede givet Anders Friis store oplevelser, og snart venter endnu en – VM og et møde med de bedste nationer, hvilket er langt fra normalen for hans mandskab.
»Som håndboldmand bliver man lidt forvænt herhjemme, fordi så mange går op i det, og forholdene er så gode, men vi har f.eks. spillet i USA. Derovre er der næsten ingen håndboldbaner, så vi endte på en basketballbane, hvor man lagde et gulv af små firkantede brikker nærmest som et puslespil. Og så var der måden, hvorpå vi kom med til VM,« fortæller Anders Friis.