Fortsæt til indhold
Håndbold

Først blev træneren fyret, så stoppede formanden, og nu er direktøren også væk

Håndboldklubben Aarhus United har mistet tre nøglefigurer på lidt over tre uger.

Det går bestemt ikke stille for sig i kvindeligaklubben Aarhus United.

Først blev klubbens mangeårige cheftræner Heine Eriksen suspenderet og sidenhen fyret i slutningen af maj efter spillerkritik af sin ledelsesstil.

Få dage senere forlod manden bag trænerfyringen, Jan Snogdal, sin post som bestyrelsesformand, og nu er næstformand og adm. direktør, Mads Winther, der erklærede sig uenig i trænerfyringen, også fratrådt.

Med andre ord er tre af håndboldklubbens nøglefigurer forsvundet på lidt over tre uger.

Mads Winthers exit blev onsdag meldt ud på klubbens hjemmeside, hvor det ligeledes fremgår, at han fortsætter i en rolle omkring klubbens U19-hold.

»Sammen med gode kræfter har jeg tidligere på året taget U19-projektet til mig, og det forstærter jeg med – endda med styrket kraft. Det glæder jeg mig til,« siger Mads Winther, der var en af Aarhus Uniteds grundlæggere, til Jyllands-Posten.

Han har på nuværende tidspunkt ingen kommentarer til årsagen til sin fratrædelse som direktør, men på sin egen Facebook-side skriver han blandet andet:

»Personligt er min kærlighed til Aarhus United for stor til at kunne fortsætte mit virke i noget, som ikke længere er ”mit”, og som jeg ikke kunne se mig selv i.«

På Aarhus Uniteds hjemmeside fremgår det ligeledes, at Marianne Hartvigsen også er fratrådt som bestyrelsesmedlem, og at en ny bestyrelse og direktion er blevet konstitueret den 20. juni. Den består af fire personer med Jacob Timmermann i spidsen.

»Den nytiltrådte bestyrelse og styregruppe beder om arbejdsro og henviser til hjemmesiden, hvor relevante udmeldinger fra klubbens ledelse vil blive delt,« står der på hjemmesiden.

Aarhus United har endnu ikke udpeget en ny cheftræner efter fyringen af Heine Eriksen, og til spørgsmålet om, hvorvidt fremtiden ser lys ud for klubben, svarer Mads Winther:

»Det håber jeg. At det, vi har brugt seks år på, vil bestå.«