Den distræte dansker var ikke et sats: »Barcelona kunne hente næsten alle spillere, men valgte mig«
Barcelonas håndboldhold har vundet 53 af 55 kampe i sæsonen, og derfor tror klubbens danske landsholdsmålmand på, at karrierens største weekend er i vente.
Heller ikke Joachim Boldsen kunne lade være med at grine af Emil Nielsens svar.
Joachim Boldsen forsøgte ellers at lukke øjnene og dreje hovedet væk, men det lykkedes ikke den tidligere landsholdsstjerne og nuværende håndboldekspert at bremse latteren under en Viaplay-udsendelse i efteråret.
Årsagen var Emil Nielsen, der stod ved Boldsens side i tv-studiet efter en kamp i Aalborg. Nielsen var netop blevet spurgt ind til sit nye liv som målmand i Barcelona, da han svarede med et stort grin:
»Solen skinner, og øllene er billige … Det er sgu en fornøjelse.«