Team Esbjerg snupper årets pokaltitel med en magtdemonstration
Odense Håndbold pressede Team Esbjerg i første halvleg, men så skruede vestjyderne op og tog stensikkert pokalen med hjem til Esbjerg.
Nogle af verdens bedste spiller, to af verdens bedste trænere og et tempo, som de færreste hold kan følge med i.
Det var simpelthen håndbold i absolut verdensklasse, der blev spillet i Jysk Arena i Silkeborg søndag eftermiddag, da to af Europas lige nu otte bedste hold kæmpede om pokalen i kvindernes Santander Cup.
Men selv om Odense Håndbold kæmpede taktisk og fysisk på et meget højt niveau og havde overtaget i første halvleg, så er der ikke noget at stille op, når Team Esbjerg rammer topniveauet. Det gjorde Jesper Jensens tropper ikke i kampens indledning, men det blev der i den grad rettet op på, og så vandt Esbjerg med 33-22 og tog sin anden pokaltitel i træk og den tredje i alt.
Med første pokal i hus kan Esbjerg nu sætte alle hårde skud ind for at jagte DM-guld og Champions League-triumf.
Pokal-bronzemedaljen gik til Silkeborg-Voel, der i kampen om tredjepladsen besejrede Nykøbing Falster Håndboldklub med 28-27.
Ingen er tæt på
Ingen af de to hold var i nærheden af at true Esbjerg og Odense i lørdagens semifinaler, og det er generelt meget svært at få øje på, hvem i den hjemlige liga der skal gøre det, når slutspillet om kort tid indledes i jagten på DM-guldet.
Det vurderer TV 2’s håndboldekspert Lærke Møller.
»Odense har bevist nu igennem flere sæsoner, at de har fået opbygget den her vindermentalitet og stabilitet, som kendetegner dem. Og der er ingen, der kan være med, når Team Esbjerg rammer topniveauet,« siger hun til Jyllands-Posten.
Det eneste, der kan give en lille slinger i sejrssdansen på de to hold, er det meget hårde kampprogram den kommende tid, hvor både Esbjerg og Odense i slutningen af april også skal spille kvartfinale i Champions League mod henholdsvis CSM Bucuresti og Györ.
»Det er et meget stort mål for begge klubber at nå til Final 4 i Champions League, så de kampe tager nok et stort fokus og kan få holdene til at regulere lidt på ressourcerne undervejs, og det kan give en lille svipser undervejs i slutspillet i den hjemlige liga. Men det ændrer ikke på, at Odense og Esbjerg med sikkerhed kommer til DM-semifinalerne,« siger Lærke Møller.
Hun vurderer, at Esbjerg lige nu har den bedste formkurve og har et »ekstraordinært topniveau«, men i søndagens pokalfinale var det Odense, der kom bedst fra start.
Spænding i første halvleg
Det var tydeligt, at en af ingredienserne i Odense-træner Ulrik Kirkelys opskrift på at forbedre 11-måls-nederlaget, fra da de to hold senest mødtes i ligaen for 10 dage siden, var at få stoppet Esbjergs Henny Reistad.
Det lykkedes i kampens indledning og var med til at bryde flowet i Esbjergs spil, hvor fejlafleveringer, tekniske fejl og udvisninger afløste hinanden. Odense kom klart bedst fra start og fightede sig på 7-3 efter 10 minutter.
Samtidig havde den danske landsholdskeeper Althea Reinhardt godt styr på mange af de skud, der nåede igennem forsvarsmuren.
Det samme fik Esbjerg-keeper Anna Kristensen, som efterhånden må være inde i Jesper Jensens overvejelser om en fast plads på landsholdet. Som kampen skred frem, fik hun bedre fat. Hun endte på en redningsprocent på 46 og blev kåret til årets pokalfighter.
Den nervøse indledning fra Esbjerg-spillerne dampede af. Det samme gjorde de gode takter i Odense-angrebet, der mod slutningen af første halvleg gik i stå. Jesper Jensens tropper bragte sig i front med en enkelt til pausen.
Derfra så Esbjerg-spillerne sig ikke tilbage. Alle Odenses taktiske greb prellede af, og den toptunede Esbjerg-motor kørte derudad. Anna Kristensen blev ved og ved, og topniveauet blev toppet. Pokalen kom i hus, og Team Esbjerg er klar til at indtage Europa.