- Opdateret 17/12/2022 kl. 18:07
Storspillende Aalborg pryglede BSH i topkamp
Aalborg Håndbold øgede forspringet til BSH til fem point efter en stærk præstation på udebane.
Efter en halvsløj periode ser Aalborg Håndbold ud til at være tilbage i fulde omdrejninger - i hvert fald i den hjemlige liga.
Nordjyderne vandt lørdagens topkamp på udebane mod Bjerringbro-Silkeborg med 36-29 og hægtede dermed BSH en smule af i kapløbet om ligaens førsteplads.
Det ellers formstærke hjemmehold kunne kun følge med til 1-1, inden de effektive aalborgensere trådte speederen i bund.
Især kontraspillet var et farligt våben for gæsterne, der nådeløst udnyttede BSH’s fejl.
Blot lidt scoringsproblemer sidst i første halvleg gjorde, at Aalborg ”kun” førte med 19-15 ved pausen.
Lettere fik BSH det ikke af, at Alexander Lynggaard fik et lidt hårdt dømt rødt kort efter tre minutters spil af anden halvleg.
Lynggaard tacklede en flyvende aalborgenser i brystet. Efter et videotjek sendte dommerne den erfarne stregspiller op på tilskuerpladserne.
Mikkel Hansen viste, at han nærmer sig VM-formen, og satte sammen med playmaker Aron Palmarsson høj fart i Aalborgs spil.
Hansen var sikkerheden selv på straffekast og nåede i alt op på otte mål. Palmarsson scorede syv gange og supplerede med en række måloplæg til holdkammeraterne.
BSH har i det meste af efteråret lignet en klar topkandidat. Men her blev træner Patrick Westerholms tropper sat overraskende klart på plads.
En sejr havde sendt BSH helt op i nakken på Aalborg i tabellen. Nu er forskellen på de to hold fem point.
Kun GOG holder trit med aalborgenserne. De regerende mestre vandt på hjemmebane 39-32 over Fredericia og har ligesom Aalborg 31 point efter 18 kampe.
/ritzau/