»De er bange for os nu, og det var vores første målsætning«
Som alle håndboldinteresserede danskere drømmer Jesper Jensen om medaljer ved EM i kvindehåndbold. Landstræneren glæder sig dog mest over, at en topplacering vil være alt andet end en tilfældighed.
Jesper Jensen er vant til at regne med de små procenter.
Som landstræner i kvindehåndbold har han så få og så spredte samlinger med sine spillere, at selv den mindste forstyrrelse af programmet spreder sig som ringe i vandet med til tider alvorlige konsekvenser for at optimere mandskabet.
Omvendt er Jesper Jensen så også hurtig til at kunne eksemplificere de helt konkrete fordele efter at have konstateret, at han efter to og et halvt år på posten aldrig har haft så toptrimmet en gruppe at lede.