Landsholdets turbomaskine har fundet balancen mellem bremse og fuld fart
Hvordan udvikler man sig bedst uden at miste sig selv? Det har Mie Højlund arbejdet på i halvandet år, og noget tyder på, at håndboldspilleren har fundet løsningen. Lørdag kan hun sikre Odense det danske mesterskab.
Engang måtte Mie Højlund og en veninde næsten tvangsfjernes fra et træ på skolens grund, fordi de demonstrativt havde sat sig ved stammen for at forhindre træet i at blive fældet.
Mie Højlund er vokset op med mudder på fingrene, skrubtudser i lommerne og dage på hesteryg. Aldrig har hun været bange for højder, mørke, insekter eller drengene fra de ældste klasser.
Den tilgang til livet er mere end tydelig i hendes arbejde som håndboldspiller, hvor hun via sin kompromisløse spillestil måned efter måned har bevæget sig op i en kategori som en af landsholdets nøglespillere og en af Skandinaviens bedste.
Men først i løbet af det seneste halvandet år har den nu 24-årige Odense-profil fundet løsningen på, hvordan hun bliver den spiller, som modstanderne frygter mest.