Odenses landsholdsprofil har ingen favorit før sidste omgang
Mie Højlund har stor respekt for Herning-Ikasts taktiske formåen før den afgørende DM-semifinale lørdag.
Vinderen af lørdagens tredje og sidste DM-semifinale i kvindehåndbold vil først blive fundet i de allersidste minutter.
Sådan lyder spådommen fra landsholdsprofilen Mie Højlund, der førte an i Odenses udebanesejr over Herning-Ikast i onsdags.
Med bl.a. seks mål og seks målgivende afleveringer var hun en af hovedårsagerne til, at fynboerne vandt og dermed udlignede til 1-1 i semifinaleserien, der afsluttes i Sydbank Arena i Odense lørdag eftermiddag.
»Tredje kamp kan falde ud til begge sider. Den er helt lige. Det bliver enormt spændende, tæt og en rigtig fed kamp at spille,« siger Mie Højlund.
Efter at have tabt med syv mål på hjemmebane i det første opgør vandt Højlund og co. onsdag med seks mål i det omvendte opgør i Midtjylland.
»Herning-Ikast har vist, at det er et sindssygt godt hold, som er taktisk dygtige, og som ved, hvor de kan ramme os. Jeg tror, at vinderen bliver det hold, som har mest tænding og er mest klar fra start – og jeg regner med, at det er os,« siger hun.
For mange brændte chancer var ifølge Herning-Ikasts cheftræner, Kasper Christensen, en af forklaringerne på, at hans hold ikke snuppede finalebilletten i onsdags. Det skal der laves om på før det sidste møde.
»Vi missede for store chancer i de afgørende perioder i forhold til, hvad vi kan tillade os for at vinde. Sidder afslutningerne i skabet, mener jeg bestemt vi har en rigtig god chance for at vinde i Odense. Vi kan bruge mange ting fra vores præstationer i de første kampe,« siger han.
Vinderen skal i finalen møde Team Esbjerg, der besejrede Viborg HK efter to tætte kampe.