Viborg lægger halgulv til europæisk finalestævne
To danske klubber er med, når European Leagues Final 4 skal spilles i Viborg i maj.
Denne sæsons European League i kvindehåndbold skal afgøres i Viborg.
Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) har udpeget den midtjyske by som vært for turneringens finalestævne, Final 4, der skal spilles 14. og 15. maj.
Det oplyser både Viborg HK og EHF i pressemeddelelser.
- Vi er virkelig glade for, at EHF har udpeget lige præcis Viborg HK som vært, siger klubbens direktør, Jens Steffensen.
- Som den store og traditionsrige klub, Viborg HK er, betyder det meget for os, og vi er virkelig stolte af, at vi nu skal afholde EHF European League Final4, og vi vil gøre alt for at skabe de perfekte rammer, lyder det.
To af de fire hold i Final 4 er danske. Ud over Viborg har Herning-Ikast Håndbold kvalificeret sig til finalestævnet, som også får deltagelse af Baia Mare fra Rumænien og tyske Bietigheim.
Final 4-formatet bliver det velkendte med to semifinaler lørdag efterfulgt af bronzekamp og finale om søndagen.
Det bliver Vibocold Arena - tidligere kendt som Viborg Stadionhal - der lægger gulv til kampene.
/ritzau/