Niklas Landin har skrevet kontrakt med Aalborg fra 2023
Aalborg Håndbold får i 2023 tilgang af Niklas Landin, der to år i træk er blevet kåret som verdens bedste.
Håndboldmålmanden Niklas Landin skifter i sommeren 2023 tyske THW Kiel ud med danske Aalborg Håndbold.
Det bekræfter håndboldklubben i en pressemeddelelse.
Danskeren har skrevet under på en fireårig kontrakt.
Aalborg Håndbold er dermed i gang med at sammensætte et hold, hvor flere af de største håndboldstjerner i dette årtusind er hentet som profiler.
Til sommer får klubben tilgang af Mikkel Hansen, der vender hjem til Danmark efter ti år i franske Paris Saint-Germain.
33-årige Landin var på kontrakt i Kiel frem til sommeren 2025, men nordjyderne har formået at lokke ham hjem til Danmark før tid.
Klubdirektør Jan Larsen påpeger, at Landin kommer med erfaring fra sportens største kampe.
- Det er kæmpe stort for alle os i Aalborg Håndbold. Niklas har bevist over de seneste mange sæsoner, at han med god grund regnes for at være verdens bedste målmand, og det er selvfølgelig med stor stolthed, at vi nu kan præsentere ham, siger han i meddelelsen.
- Han har gang på gang afgjort nogle af de største håndboldkampe, og hans unikke kvaliteter taler for sig selv. Jeg er sikker på, at han bliver en afgørende faktor i jagten på endnu flere titler til klubben, siger Jan Larsen.
Landin har prøvet det meste som håndboldspiller.
På listen over meritter står blandt andet OL-guld, EM-guld og to gange VM-guld, ligesom han har været med til at vinde både Champions League, det tyske mesterskab og den tyske pokalturnering.
Målmanden blev kåret som verdens bedste håndboldspiller for både 2019 og 2021, og da den ikke blev uddelt for 2020 på grund af coronapandemien, løb han altså med titlen to gange i træk.
De forsvarende danske mestre fra Aalborg Håndbold vandt i slutningen af marts herrernes pokalturnering og kæmper for endnu et danmarksmesterskab.
I dag tæller truppen navne som Henrik Møllgaard, René Antonsen og Nikolaj Læsø, der alle er inde omkring det danske landshold.