Tre glimt fra Danmarks EM-sejr: Lindberg havde afskrevet landsholdet, og Jakobsen har glemt, hvordan man brænder
Her er tre glimt fra Danmarks sejr over Slovenien.
DEBRECEN
I den anden kamp ved EM besejrede håndboldherrerne Slovenien med 11 mål.
Her er tre glimt fra kampen:
1
Han blev kåret til verdens bedste håndboldspiller i 2019, og det er ikke forkert at påstå, at Niklas Landin er meget tæt på det niveau.
Mod Slovenien viste han igen sin høje klasse, selvom han i første halvleg bøvlede med et par af modstanderens skytter. Han tog revanche, da det gjaldt og var afgørende for den danske sejr.
Og så reddede han for anden kamp i træk hele tre straffekast.
»Jeg tror ikke, man skal lægge så meget i det. Lige nu kører det meget godt på straffekast, og de får det måske også lidt op i hovedet, når nogen brænder. Så var jeg måske også heldig og god til at vælge den rigtige side,« sagde han efter kampen.
»Jeg føler mig godt tilpas, det gør jeg.«
2
Hans Lindberg havde afskrevet landsholdet.
Veteranen på 40 år blev fredag kaldt ind i EM-lejren efter en skade til Johan Hansen, og lørdag fik han sine første slutrundeminutter siden EM i 2020.
»Jeg havde ikke regnet med at skulle spille en landskamp igen, så det var ret fjernt for mig,« erkendte han efter kampen.
»Jeg skulle faktisk have været i Danmark, så hvis Nikolaj (Jacobsen red.) havde ringet fem timer senere, havde jeg siddet på færgen fra Rostock til Gedser,« sagde Berlin-spilleren.
Han er nu på 273 landskampe – næstflest af alle.
3
30 mål på de seneste 30 skud på landsholdet.
Sådan lyder de voldsomme tal for Emil Jakobsen, der er flyvende på venstrefløj. Lørdag lavede han tre scoringer i den halve times spilletid, han fik. Et skruet lob i langt hjørne, et skruet lob i kort hjørne og et hårdt skud i langt hjørne fra en spids vinkel. Det er alsidighed.
»Jeg spiller med god selvtillid og er inde i et rigtig godt flow, og det vil jeg gerne ride videre på. Der er måske også held med i det, men jeg er mest af alt i flow,« sagde han.
»Jeg tænker ikke over det, jeg vil bare gerne score hver gang.«