Håndbolden slås med corona for at undgå skrivebordskampe
Et stort og svært puslespil skal lægges i det nye år for at få afviklet alle grundspilskampe hos herrerne.
Coronasmitte blandt adskillige hold i herrernes håndboldliga sender efter torsdag aften turneringen på EM-pause med et stort efterslæb.
Om alt går vel, spilles tre ud af syv planlagte kampe torsdag. Fire kampe i runden er udsat på grund af coronasmitte og bringer puljen af udsatte kampe op på 16 fra årets sidste tre spillerunder.
De skal presses ind i et i forvejen meget tæt program mellem februar og 9. april, hvor grundspillet færdiggøres.
- Buen er strammet. Den elastik, der er, var i forvejen meget stram, erkender Frank Smith, der er chef for turneringer hos Dansk Håndbold Forbund (DHF).
I Metal Ligaen i ishockey har man valgt, at aflyste kampe i grundspillet resulterer i, at begge hold får 1,5 point til tabellen i stedet for at forsøge at presse kampen ind senere i sæsonen.
Men den model er man ikke meget for at skulle bruge i håndbolden. Selv om interessenterne er klar over, at der ikke skal ske mange flere udsættelser, før alternative løsninger er nødvendige.
- Det er i hvert fald ikke en løsning, vi på noget tidspunkt tidligere har drøftet. Jeg tvivler på, at modellen vil vinde genklang i håndboldens verden, men alting skal drøftes, siger Frank Smith.
- Jeg fornemmer ikke, der er stor opbakning til sådan et forslag. Jeg tror, man hellere vil bide tænderne så meget mere sammen og så afvikle kampene på banen.
Han er ikke i tvivl om, at klubberne vil strække sig langt, for at det hele skal afgøres på gulvet rundt omkring i de danske haller.
- De spiller om Champions League-pladser og overlevelse i ligaen, hvor der er to hold, som skal ud. Så jeg tror, det vil ligge klubberne rigtig, rigtig meget på sinde, at de kampe skal spilles, vurderer han.
- Der kan vi ikke helt sammenligne os med ishockeyen, med de vilkår de har. Derfor tror jeg også, at vores kampe bliver spillet alle sammen.
EM-slutrunden i januar, som sender herreligaen på pause, kommer belejligt i forhold til at få styr på smitten. Alligevel ved den turneringsansvarlige godt, at der ikke er plads til mange flere udsættelser efter EM.
Hos mestrene fra Aalborg, som også har Champions League på programmet, nærmer elastikken sig bristepunktet.
Direktør Jan Larsen mener godt, at de udsatte kampe kan presses ind, som det ser ud nu. Men som Frank Smith mener han også, at man nærmer sig grænsen for det muliges kunst.
- Hvis det fortsætter, så kan det jo blive nødvendigt at gøre et eller andet, og jeg skal ikke kunne afvise, at det også (tiltaget i Metal Ligaen, red.) kan blive en overvejelse i håndbold, siger han.
- Der er vi ikke endnu. Men der skal ikke aflyses ret mange flere runder, før vi er nødt til at kigge på noget alternativt.
Han er helt enig i, at der skal gøres alt, hvad der er muligt, for at det hele afgøres på banen. Og Aalborg vil gerne strække sig, så langt det lader sig gøre.
- Det bliver et ualmindelig hårdt program. Det er en speciel situation, vi er kommet i på grund af corona, som jo ikke er nogens skyld, siger Aalborg-direktøren.
Hans klub og topholdet GOG, som også spiller i Europa, kan dog regne med forståelse og fleksibilitet fra ligarivalerne. Det siger TTH Holstebros direktør, John Mikkelsen.
- Det handler om, at der bliver taget hensyn til GOG og Aalborg, med det program de har i foråret. Der skal kigges på, hvordan de fortsat kan være nogle gode repræsentanter ude i Europa for Danmark. Det må vi løse, siger han.
- For det er dem, der har det værste program. Og vi andre, som ikke spiller med i Europa, må være lidt kreative og fleksible i tingene, så vi kan få det til at lykkes. Det tror jeg, at samtlige klubber er indstillet på.
Han nævner ”superweekender” eller Final-4-lignende turneringer med flere kampe i en weekend som mulige løsninger, der kan kigges på.
Efter torsdag kan både klubber og de turneringsansvarlige suge luft ind, holde nytår og så ellers begynde at stykke det kamppuslespil sammen, der skal gentænkes, mens der findes en europamester i Ungarn og Slovakiet.