Burgaard om grim skade til Rej: Fuldstændig forfærdeligt

Danmarks åbningssejr over Tunesien ved VM blev overskygget af en tilsyneladende alvorlig skade til Mia Rej.

De danske landsholdsspillere var efterladt med blandede følelser, selv om åbningskampen ved VM endte med en knusende sejr over Tunesien.

Kort inde i anden halvleg vred playmaker Mia Rej sig nemlig i smerte på gulvet efter at have pådraget sig, hvad der umiddelbart lignede en alvorlig knæskade.

Det efterlod de øvrige spillere - og personer til stede i hallen - rystede, og flere var i tårer.

- Det var fuldstændig forfærdeligt. Vi fik tudet lidt på bænken. Vi tænker så meget på hende, og vi er mega kede af det både på vores og hendes vegne, siger Louise Burgaard til TV 2 efter kampen.

Landstræner Jesper Jensen erkender også at skaden fjernede en del af glæden ved sejren.

- Det så ikke godt ud. Det var ikke rare billeder. Det var meget cool af de andre, de fik samlet sig selv op, siger Jensen til TV 2.

- Det gør ondt at se. Og det gør ondt at se på sine holdkammerater. Man ved, hvor meget hun har været igennem. Det er ikke så sjovt, siger Jesper Jensen.

Danmark vandt 34-16 over Tunesien. Lørdag venter den anden kamp i det indledende gruppespil, hvor Congo er modstanderen.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen