Fortsæt til indhold
Håndbold

Skuffende dansk indsats gav første OL-nederlag – nu venter Norge i kvartfinalen

Danmark leverede sin dårligste præstation under OL og tabte klart til Sverige, men danskerne vandt alligevel sin gruppe. Nu venter Norge i kvartfinalen på tirsdag.

TOKYO

Nikolaj Jacobsen har fået lektier for til på tirsdag.

Her skal de danske håndboldherrer spille OL-kvartfinale, men inden da skal landstræneren finde ud af, hvad i alverden der gik galt i gruppefinalen mod svenskerne.

Nederlaget på 30-33 søndag eftermiddag dansk tid viste sig dog at være uden betydning, men præstationen må alt andet lige give stof til eftertanke. Sjældent har Mikkel Hansen og kompagni leveret så sløj og uengageret en indsats.

Trods nederlaget vandt Danmark sin pulje og skal dermed møde Norge i kvartfinalen kl. 10.00 dansk tid, mens Sverige skal møde Spanien.

Danmark overraskede ved at indlede i det evigt udskældte syv mod seks-spil, men Nikolaj Jacobsens idé var langt fra succesfuld. Tværtimod var det langsommelige og statiske spil stærkt medvirkende til en af de mest uinspirerende halvlege under Jacobsens ledelse.

Spillet var uden flow og finesse. Nok begyndte Lasse Svan og Landin-brødrene på bænken, men fraværet af nøglespillerne var ikke en værdig undskyldning. Over hele banen var det noget rod, og oftest var Magnus Saugstrup mere eller mindre frivilligt involveret.

Jævnligt fik stregspilleren så markant voksenskældud af sin landstræner, at det kunne høres helt oppe under taget i Yoyogi National Gymnasium.

»Neeeej, kom nu lidt, mand,« lød det bl.a. fra en arrig Nikolaj Jacobsen, der især var utilfreds med aggressiviteten – eller mangel på samme – i midterforsvaret.

Men Saugstrup var så langt fra den eneste skyldige. Playmakeren Morten Olsen fik aldrig sat fart i spillet, Kevin Møller lod sig ikke ramme i målet, Henrik Møllgaard var passiv som forsvarsstyrmand, Emil Jakobsen og Johan Hansen manglede skarphed fra fløjene, og Mathias Gidsel beviste, at han faktisk kan spille andet end formidable landskampe.

Også Danmarks OL-topscorer – og historiens mest scorende OL-spiller – leverede under niveau. Mikkel Hansen manglede timing og angrebslyst, og da han brændte sit andet straffekast på 25 minutter, ja… Så kan du selv gætte Nikolaj Jacobsens reaktion.

Svenskerne var heller ikke overbevisende i alt, de foretog sig. To blågule forbiere på et tomt dansk mål var f.eks. ikke imponerende, men i en forkølet første halvleg var Glenn Solbergs mandskab klart bedst. Aalborg-duoen Lukas Sandell og Felix Claar var ofte gennembrudsfarlige, og de var blandt årsagerne til pauseføringen på fire scoringer.

Så stort har Danmark ikke været bagud ved pausen ved et mesterskab i syv år, og den svenske føring blev faktisk udbygget til fem i begyndelsen af anden halvleg, før Danmark fik ryddet lidt op i rodebutikken.

Magnus Landin meldte sig ind med tre scoringer i træk, og Mathias Gidsel genfandt kreativiteten, og så var der pludselig tale om en nogenlunde ligeværdig kamp igen.

Med Magnus Saugstrup som spydspids i det fremskudte forsvar forsøgte Nikolaj Jacobsen at ændre kampens rytme og udvikling. Indimellem lykkedes det også at tvinge svenskerne til at begå fejl via stærkt forsvarsarbejde, men det kneb stadig med at indhente naboerne på måltavlen. Konstant var Sverige i front med to-fire mål.

Med et kvarter igen blev en ellers anonym Mikkel Hansen atter sendt på banen i håbet om forandring. Syv mod seks-spillet var pakket væk, men tæt på en sejr kom Danmark aldrig. Dertil var kvaliteten for dårlig.