Fortsæt til indhold
Håndbold

Den går ikke imod Flensborg: 36 mål var ikke nok for Aalborg Håndbold

Aalborg og TTH Holstebro gik målamok. TTH vandt den sidste kamp i slutspillet og undgik dermed GOG i DM-semifinalen.

Der var gode og dårlige nyheder for Aalborg Håndbold, inden klubbens ekstremt vigtige kamp på onsdag i Flensburg, hvor klubben kan spille sig i Final 4 i Champions League.

Angrebsspillet står knivskarpt inden returopgøret i Tyskland, hvor Aalborg skal forsøge at forsvare sin føring på 26-21 fra det første opgør. Søndag eftermiddag scorede Aalborg ikke færre end 36 mål i den sidste kamp i slutspillet på hjemmebane imod TTH Holstebro. Den slags er normalt lig med en sikker sejr, men det var bare ikke tilfældet, fordi defensiven hverken var afstemt eller fysisk til stede. Redninger var der heller ikke mange af, 12 blev det til, og så løb gæsterne fra Vestjylland med en sejr på 38-36.

Kun fire redninger

TTH Holstebro havde også taget en dårlig defensiv med til Aalborg med blot fire redninger i hele kampen fordelt på hele tre målmænd. Dog hører det med til den ligning, at Sebastian Frandsen udgik i første halvleg efter at være blevet ramt af et skud i ansigtet.

TTH’s offensiv var til gengæld superskarp, og der blev scoret nærmest på hvert eneste angreb. Selv i undertal før pausen var der ingen problemer med at spille sig igennem til åbne muligheder. TTH var foran med 18-16 ved pausen.

Mensing suveræn

Aalborg havde især svært ved at holde styr på TTH’s Aaron Mensing, der stod for syv af gæsternes mål i de første 30 minutter og i alt nåede op på 12 mål.

Nordjyderne kom bedre med i anden halvleg. Efter fire minutter var der udlignet, og to minutter senere kom Aalborg foran igen ved 22-21, men det var en kortvarig kontrol. På trods af den dårlige defensiv havde Aalborg faktisk en mulighed for at udligne til sidst.

Med lidt over et minut tilbage kunne Aalborg have udlignet, men Rickard Frisk i TTH-målet pillede Buster Juuls afslutning fra fløjen med sin første redning i kampen. I det efterfølgende angreb trak Aaron Mensing et straffekast, som Kay Smits sendte i kassen til 38-36, og så var kampen lukket.

GOG suveræn

Sejren til TTH Holstebro betyder, at holdet møder Bjerringbro-Silkeborg i den ene DM-semifinale, og har fordel af hjemmebane i en eventuel tredje kamp, mens Aalborg bliver parret med GOG, der vandt den anden pulje. Holdet var sikker på førstepladsen, inden søndagens opgør på hjemmebane imod BSH, men fynboerne sørgede med en sejr på 37-35 for at sikre sig en suveræn puljesejr.

Hvis Aalborg dukker op med samme indgang til forsvarspillet på onsdag mod SG Flensburg-Handewitt bliver holdet blæst tilbage over grænsen og kan glemme alt om en plads blandt de fire bedste i Champions League.

Det sker dog næppe. Aalborgs landsholdsspiller Henrik Møllgaard har ikke noget imod at tage en favoritværdighed på sig.

»Jeg er enig i, at det ikke er nemt at skulle forsvare en føring på fem mål, men holdene er så jævnbyrdige, at fem mål er meget at komme til Flensborg med,« sagde Henrik Møllgaard efter den første sejr over Flensburg.