Bjerringbro-Silkeborg anker pointstraf i håndboldligaen
Der var kun tale om en registreringsfejl på en spiller, og derfor bør holdet ikke fratrækkes point, mener BSH.
Grundspillet i herrernes håndboldliga nærmer sig sin afgørelse, men en anke onsdag fra Bjerringbro-Silkeborg (BSH) over en pointstraf betyder, at stillingen stadig kan ændre sig, uden der spilles kampe.
Disciplinærinstansen for Håndboldligaen og 1. division afgjorde for en uge siden, at BSH skulle fratrækkes seks point i ligatabellen.
Årsagen var, at spilleren Sasser Valde Helveg Sonn ikke var spilleberettiget for holdet i de tre kampe, da der ikke var styr på det formelle papirarbejde.
BSH erkender, at der var sket en fejl, hvorfor bøden på tre gange 10.000 kroner samt et retsgebyr på 3566 kroner betales. Men pointstraffen er klubben ikke enig i.
Derfor har man onsdag anket den del af dommen til Håndboldens Appelinstans.
- Det er uændret vores opfattelse, at vi har haft spilletilladelsen, og at det alene handler om, at der mangler korrekt registrering, lyder det fra klubbens direktør, Jesper Schou, i en pressemeddelelse.
- Vi erkender, at vi har lavet en administrativ fejl, men vi finder ikke, at der er en rimelig sammenhæng mellem overtrædelsen og den voldsomme straf.
Dommen har ikke kun haft betydning for BSH selv, som inden straffen var placeret på en tredjeplads i ligaen med 33 point efter 22 kampe. Efter straffen er holdet rykket ned ved siden af Sønderjyske på femtepladsen med 27 point.
De tre BSH-kampe var mod TMS Ringsted 4. februar, TTH Holstebro 13. februar samt mod KIF Kolding 17. februar.
For førstnævnte har det betydet en livline i nedrykningskampen - til stor gene for Lemvig-Thyborøn, som nu kun har ét point ned til det midtsjællandske bundhold.
Det var netop Lemvig-Thyborøn, som havde Sasser Valde Helveg Sonn på en lejeaftale frem til nytår, og hvor der i den forbindelse var opstået rod i BSH's papirarbejde, da han kom tilbage til ejerklubben.
KIF Kolding har med de to point skrivebordspoint slået et hul på tre point til Fredericia i kampen om en ottendeplads, der giver den sidste plads i slutspillet.
BSH-direktør Jesper Schou anerkender, at sagen er forstyrrende for ligaen, men han ønsker retfærdig for alle, ikke kun egen klub,
- Vi er med på, at anken kan dele vandene, og vi håber på en snarlig og hurtig afklaring. Ikke bare for vores egen skyld, men i lige så høj grad for de klubber, som utilsigtet er blevet ramt af afgørelsen, siger han.
/ritzau/