Fortsæt til indhold
Håndbold

Mikkel Hansens kommende træner: »Mange andre klubber har været godt og grundigt interesseret«

Aalborg Håndbolds cheftræner Stefan Madsen mener, at tilgangen af Mikkel Hansen kan løfte holdet til næste niveau i jagten på at slutte blandt de sidste fire i Champions League.

»Det er et kæmpe scoop for dansk håndbold.«

Aalborg Håndbolds cheftræner Stefan Madsen er normalt ikke kendt for at bruge store ord, men den 44-årige mand fra Aabybro i Nordjylland gør alligevel en undtagelse.

Fra sommeren 2022 skal den dobbelte mestertræner have en af verdenshistoriens bedste håndboldspillere i sin trup, idet Aalborg Håndbold har skrevet kontrakt med Mikkel Hansen.

»Jeg er sikker på, at mange andre klubber har været godt og grundigt interesseret, men vi har i Aalborg for vane at løfte barren så højt som muligt. Vi havde hele tiden håbet på, at vi kunne være med i spillet, hvis han ville tilbage til Danmark,« siger Stefan Madsen, hvis hold torsdag aften spiller mod Zagreb i Champions League.

Aalborg Håndbold har vundet det danske mesterskab i tre af de seneste fire sæsoner, og med sejre over bl.a. Flensburg-Handewitt, Nantes og Veszprem har klubben de seneste sæsoner bevist, at den kan bide fra sig i Champions League.

Med tilgangen af Mikkel Hansen vil nordjyderne nu tage næste skridt, siger Stefan Madsen.

»Vi har tidligere sagt, at vi gerne vil matche subtoppen i Europa – dette kan tage os det næste stykke. Det lyder tåbeligt at sige, for det giver jo sig selv, at Mikkel Hansen giver det hele et kæmpe løft.«

Efter flere overbevisende præstationer sagde Aalborgs landsholdsspiller Henrik Møllgaard til DR Sporten i den seneste sæson, at man i spillertruppen »taler om, at vi skal vinde turneringen«, og han understregede, at der ikke var tale om en joke.

»Det er ikke nogen bonusturnering, hvor vi skal ud at have nogle fede oplevelser og være turister i Paris og Barcelona,« uddybede han.

Et års tid efter Møllgaards udtalelser siger Stefen Madsen nu:

»Det er helt rigtigt. Vi har i både alvor og med et glimt i øjet sagt, at vi jagter en plads ved Final Four i Køln. Det holder vi fast i, og betingelserne er ikke blevet sværere med Mikkel Hansen på holdet. Om det er muligt, må tiden vise, men vi går efter det.«