Sportschef ser lovende fremtid trods huller i fødekæden
Der kan forventes flere medaljekampe for danskerne i nær fremtid, men én type spiller har Danmark for få af.
Trods nederlaget i EM-semifinalen til Norge fredag har det danske kvindelandshold vist et niveau og potentiale, som lover godt for fremtiden.
Om det bliver til medalje ved det igangværende EM på hjemmebane, afgøres søndag i bronzekampen mod EM’s helt store overraskelse, Kroatien.
Men ifølge sportschefen i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Morten Henriksen, er der lagt et godt fundament hos Jesper Jensens tropper.
- Vi har lige nu et landshold, også med dem som er i periferien, der har medaljepotentiale flere år frem, siger Henriksen.
I 2016, da holdet under Klavs Bruun Jørgensens ledelse nåede EM-semifinalen i Sverige, håbede man også, det var starten på, at det danske kvindelandshold igen skulle til at spille med om medaljer mere konstant.
Sådan blev det på ingen måde. Tre slutrunder i træk endte i skuffelse, og Klavs Bruun Jørgensen og DHF så ingen anden udvej end at ende samarbejdet.
- Vi vil som udgangspunkt gerne være med, hvor vi skal spille om medaljer hver eneste gang til mesterskaberne, uanset hvilket et af vores landshold der skal afsted, siger DHF-formand, Per Bertelsen.
- Det er vores ønske, og det er det selvfølgelig også for kvinderne.
Siden VM-bronzen i 2013 er det kun sket den ene gang i 2016. Nu er de danske kvinder der igen, og fundamentet er der til, at det ikke skal være en enlig svale.
Det mener sportschef Morten Henriksen.
- Vi har et landshold nu, hvor spillerne er på vej ind i deres gyldne alder. Hos herrerne har vi nu den alder og erfaring, som er godt for et landshold, og der er vi også ved at være med kvinderne.
- Det er som regel der, man høster de bedste resultater, forklarer han.
- Når vi kigger på vores spillere, hvor de spiller på klubniveau, hvilke roller de har, hvor meget erfaring de har og deres alder, så begynder det at ligne noget.
Går de danske håndboldfans og drømmer om, at Danmark de kommende år igen bliver en magtfaktor som i 1990’erne, så kan de godt skrue ambitionerne en smule ned.
Fødekæden, som skal forsyne A-landsholdet, har nemlig stadig en væsentlig mangel.
- I vores talentudvikling har vi ikke så mange, man kan betegne som enere. Dem som kan noget ekstra både på banen og oppe i hovedet, siger Morten Henriksen.
- Der kigger vi på, hvad det er for nogle systemer i vores kultur og struktur, ikke kun hos os, men også i klubberne, som måske gør, at vi udvikler lidt færre af dem end nogle andre.
Han slår fast, at det ikke er fordi, Danmark ikke har individuelt dygtige spillere. Mere eksplosive typer som Mia Rej og Mie Højlund, der kan skabe ting på egen hånd, har også fået en større rolle.
Men de unikke verdensklassespillere som rumænske Cristina Neagu, russeren Anna Vyakhireva eller Norges Nora Mørk har Danmark ikke udklækket i mange år. Dem er der brug for, hvis man konstant vil blande sig i toppen.
- Vi kan i hvert fald konstatere, at på mesterskabsniveau gør de her unikke verdensklassespillere en forskel, siger DHF-sportschefen.
Norge har i mange år tilhørt den absolutte verdenselite, men slutrundeskuffelser i 2018 og 2019 gør, at Norge lige nu ikke er indehaver af enten VM- eller EM-titlen. Hvilket er en sjældenhed på denne side af årtusindskiftet.
Ved de to slutrunder manglede Norge et par af de store profiler, som var ude med skader. Og landstræner Thorir Hergeirsson er enig med Morten Henriksen i, at selv de bedste hold er afhængige af den slags spillere.
- I international tophåndbold er niveauet så højt, at du er nødt til at have dine nøglespillere med, hvis du vil nå til tops. Man kan ikke lykkes uden dem, siger den succesfulde norske landstræner.
Ud over det unikke talent skal holdet ind i en vinderkultur, som også kræver enorm mental styrke. Den skal Danmark opbygge igen. EM har startet processen, som kan få endnu et vigtigt skub i søndagens bronzekamp.
Hos DHF er man også opmærksom på den del.
- Fra dag ét de unge spillere møder ind til DHF’s talenttræning, er der koblet en idrætspsykolog på.
- Han eller hun snakker sammen med de psykologer, som er på ungdomslandsholdene og A-holdet. Så der er en rød tråd i det hele, fortæller Morten Henriksen.
Fundamentet til succes er støbt. Men der skal bygges ovenpå, og under fundamentet skal hele Håndbolddanmark løfte sammen, lyder det fra sportschefen.
- Vi har et overordnet ansvar for landsholdene, men hvis ikke udviklingen foregår ude i klubberne, og vi i fællesskab hjælper hinanden, så er det ligegyldigt, hvad vi laver i DHF, slår han fast.